Åbenlys salg af hash gør københavnerne utrygge

Hashsalg fra gadehjørner i hovedstaden gør borgerne utrygge.

Hashsalg fra gadehjørner i hovedstaden gør borgerne utrygge. (© Colourbox)

Den åbenlyse handel med hash på gader og stræder, er et stigende problem for mange københavnere.

Det viser det nyeste tryghedsindeks fra Københavns Kommune, som spurgt 8.000 borgere om, hvor trygge de føler sig i hovedstaden.

Overborgmester: Vi skal tage det alvorligt

En af ændringerne i forhold til sidste år, er en markant stigning i antallet af borgere, der oplever at deres gader er præget af hashhandel.

En udvikling som bekymrer overborgmester, Frank Jensen.

- Hvis der foregår åbenlys hashhandel lige udenfor ens hoveddør og ens børn skal gå til skole derfra, så er det klart, at det skal vi tage dybt alvorligt, siger Frank Jensen.

Politiet har store udfordringer

Det er politiets opgave at bekæmpe handelen med hash og narkotika, men Frank Jensen er samtidig også klar over, hvilke udfordringer ordensmagten står overfor.

- Politiet gør deres arbejde. De kan flytte hashhandlen fra en gade, men så flytter den bare til en anden gade, siger Frank Jensen.

Han mener, at en del af løsningen er en forsøgsordning, hvor man legaliserer hash. Et forslag som dog ikke har opbakning i regeringen.

Mere trygt på Nørrebro

Ydre Nørrebro er dog et af de steder, hvor borgerne siger, at der er blevet mere trygt, viser tryghedsindekset.

Beskæftigelses- og Integrationsborgmester, Anne Mee Allerslev, bor selv på Nørrebro, Hun peger på, at det dog stadig er problemer i området. 

- Jeg tror ikke, at man som borger på Nørrebro oplever det som utrygt. Men jeg kan konstaterer, at der er alt for meget kriminalitet. Og jeg kender også forældre, der ikke vil sende deres børn ned efter en liter mælk, fordi det er et utrygt område, siger Anna Mee Allerslev.

Indbrud skader trygheden i Valby

Men Nørrebro er ikke det eneste område med problemer.

Et af de steder, hvor trygheden er faldet er i Valby, hvor antallet af indbrud også er steget med 50 % siden sidste år. 

- Vi må ikke glemme, at der også er problemer på Amager og i Valby. Og der er i virkeligheden også problemer i Indre by, siger Anna Mee Allerslev.

Anne Mee Allerslev påpeger, at det politiets opgave er bekæmpe kriminalitet, men at kommunen må gøre hvad den kan, for at støtte politiets indsats.