Der er store problemer med hash på døgninstitutioner i København.
Det viser en ny rapport, som Kristeligt Dagblad henviser til.
Otte ud af 10 ansatte oplever unges hashrygning hver uge
Rapporten viser blandt andet, at ansatte på flere institutioner ofte møder de unge, mens de ryger hash.
På flere institutioner svarer otte ud af ti ansatte, at det sker flere gange om ugen. Socialborgmester Jesper Christensen (S) erkender, at den nuværende indsats ikke er god nok:
-Vi er nødt til at gøre endnu mere. Det her har et omfang står i vejen for den positive udvikling, vi gerne skulle opleve med de her unge, så der sker simpelthen ikke nok, siger Jesper Christensen.
Ekspert: Det kræver højere faglighed på landsplan
Derfor håber borgmesteren at kunne samle institutionerne til en konference om problemet til efteråret, men sådan et tiltag er slet ikke nok, hvis man spørger rusmiddelekspert Henrik Rindom:
- En konference kan altid være en start, men snak er ikke nok.
- Der skal handling til, og for at kunne handle skal man have en faglighed, og det er det, der skal investeres i på institutionerne, slår Henrik Rindom fast.
Han understreger samtidig, at den løsning gælder på landsplan og ikke kun for København.
K kræver politisk signal
På Københavns Rådhus hilser Konservatives politiske leder Rasmus Jarlov en konference velkommen.
Men han ser også gerne, at der bliver gjort mere for, at institutionerne kan levere et hashfrit miljø til de udsatte unge, og den opgave må politikerne også involvere sig i, mener han:
- Først og fremmest er der brug for, at man fra politisk side slår fast, at man ønsker, at der er et hashfrit miljø på institutionerne.
- Det kan jo være svært, når det politiske styre i København bruger så enormt meget energi på at agitere for, at hash er uskadeligt og skal legaliseres, lyder det fra Rasmus Jarlov.
Ifølge Kristeligt Dagblad har 38,6 procent af alle anbragte unge prøvet at ryge hash, når de er 15 år.