Bestyrelsen i boligområde blev afsat: Nu ser vi fremad

Et omstridt boligområde skal have ny bestyrelse. Den gamle er nemlig afsat efter flere uoverensstemmelser.

Beboerne i Egedalsvænge skal komme videre, efter bestyrelsen er blevet fyret. (Foto: © Bax Lindhardt)

Det er en sjældenhed, at man afsætter en hel bestyrelse samtidig. Men i mandags kunne beboerne i Egedalsvænge i Kokkedal opleve netop netop det. Hele bestyrelsen blev afsat på én gang.

Det skete efter flere års stridigheder, som skabte overskrifter i medierne.

Forholdet mellem muslimer og de øvrige beboere i det lille boligkvarter har været betændt og det er ikke blevet bedre ved, at bestyrelsen er blevet skiftet ud.

Men formand for boligforeningen 3B, der har overtaget bestyrelsens opgaver, Steffen Morrild er alligevel optimist.

- Nu går vi ind og prøver at samle nogle bolde op, og så forsøger vi at få sammenspillet til at komme op og køre igen, siger han.  

Mange års konflikter skal løses

Der har gennem årene været flere konflikter i foreningen, blandt andet fordi den daværende bestyrelse ikke ønskede at bruge penge på et juletræ. Siden da har der været flere problemer beboerne imellem.

En del af stridspunkterne gik på, at den daværende bestyrelse lukkede to beboerklubber. Det er en af de ting som Steffen Morrild og den øvrige bestyrelse nu vil se nærmere på.

- Nu tager vi fat i tildelingen af lokaler til beboeraktiviteter, og forsøger at komme i dialog med forskellige beboergrupper, og så håber vi på, vi kan nå frem til nogle løsninger, siger han. 

Forsoningen tager tid

Efter flere års konflikt i Egedalsvænge, kan det være svært at se, hvordan beboerne igen skal kunne arbejde sammen under ordentlige forhold. Men Steffen Morild er sikker på, at fremtiden tegner lyst.  

- Nu går vi ind, og forsøger at få lidt ro på. Vi har brug for et stykke tid til at få genetableret en bred dialog, siger han.

Egedalsvænge får nu en ny bestyrelse, som skal forsøge at rette op på mange års konflikt i den lille forening i Kokkedal nord for København.