- Københavns Kommune skal stå for at dyrke, forarbejde og til sidst sælge hash.
Sådan lyder et forslag til en ny model for legalisering af hash, som den københavnske overborgmester Frank Jensen (S) står for, skriver Berlingske.
Forsøget skal løbe over en treårig periode, hvor Københavns Kommune vil prøve at stække det kriminelle miljø, der omsætter for omkring en milliard kroner, ved at skabe et lovligt alternativ til den kriminelle handel med rusmidlet.
Hashen skal gro på landet, men fjerne kriminalitet i byen
Det er Københavns Kommune, der har ansvaret for forsøget. For at kunne levere den lovlige hash vil kommunen alliere sig med både politi og landbrug.
- Produktionen skal ligge ude på landet, hvor vi vil dyrke hamp, der kan bruges som rusmiddel. Samtidig vil vi samarbejde med politiet omkring sikkerheden i hampemarkerne, siger Frank Jensen.
Når kommunen vil kaste sig ind i hashproduktion, skyldes det, at man vil forsøge at få has på hashmarkedet, der er styret af kriminelle bander og skaber utryghed, konflikter og kriminalitet i flere københavnske bydele.
Regeringen har sagt nej - indtil nu
Københavns Kommune har tidligere forsøgt at foreslå andre modeller for et legaliseret hashmarked i hovedstaden, men fra både den nuværende og forhenværende regering har svaret været det samme: nemlig nej. Nu håber overborgmester Frank Jensen, at der fra Christiansborg vil blive set med mildere øjne på det nye forslag.
- Vi har lavet en egentlig københavnermodel, hvor vi giver svar på, hvordan vi undgår kriminelle led i den legale hashhandel. Samtidig har vi talt med nogle af de amerikanske stater, hvor man har lovliggjort hashen, om deres erfaringer, siger han.
Forslaget om legaliseret hashhandel bliver præsenteret for Økonomiudvalget på Københavns Rådhus d. 4. marts 2014.