Juletræ til 105.000 kroner i Hvidovre forarger De Konservative

For nogle kommuner er det dyrt at sætte juletræer op på rådhuspladserne, for andre er det billigt. De Konservative i Hvidovre vil have kigget priserne efter i sømmene.

Julen koster mange penge... Især for nogle af de kommuner der sætter store juletræer op på rådhuspladserne. I Hvidovre for eksempel betaler man 105.000 kroner for ét enkelt juletræ med lys på. Det kan ikke være rigtigt, mener De Konservatives medlem af kommunalbestyrelsen, Steen Ørskov.

- Vi er mange, der er forargede over, at det skal være så dyrt. I min verden hænger det ikke sammen. Vi får jo træet gratis af en borger. I sidste uge spurgte jeg i en privat virksomhed, hvad de betaler for deres store juletræ, og det var ikke mere end 9.000 kroner plus elforbrug.

Juletræet på Hvidovre Torv er 10 meter højt, og de 105.000 kroner går ifølge By- og Teknikforvaltningen til fældning, opsætning, nedtagning, eftersyn og lys. De Konservative vil nu have undersøgt, om det kan betale sig at udlicitere opgaven.

Dansk Folkeparti mener, at træet er penge værd

Hvidovre Kommune har sat ikke bare ét, men to juletræer op i år. Det ekstra træ var nemlig en del af Dansk Folkepartis belønning for at pege på en socialdemokratisk borgmester efter kommunalvalget.

Dansk Folkepartis byrådsmedlem Ivan Fogtmann undrer sig ligesom De Konservative over det sekscifrede beløb, som det koster at have juletræet stående i løbet af december. Han mener dog, at juletræet er pengene værd.

- Det er vigtigt, at vi har et juletræ, så borgerne kan se, at det er en hyggelig jul, vi har her i Hvidovre. Vi har ingen guirlander over vejene, så det bliver jo helt mørkt uden juletræer, siger Ivan Fogtmann fra Dansk Folkeparti.

Borger vil skifte træet ud med et rensdyr

Også på Frederiksberg og i Gladsaxe og København koster det omkring 100.000 kroner for hvert enkelt juletræ med transport og lys og så videre.

Detbeløb overrasker Louise, som er en af de mange forbipasserende borgere ved det 21 meter høje juletræ på Københavns Rådhusplads. Hun mener, at pengene kan bruges mere kreativt.

- Man kunne hyre et helt kor til at synge julesange - i lang tid endda. Man kunne også købe et rensdyr, som kunne gå rundt på pladsen. Eller man kunne købe en masse små træer og lave en lille skov. Det ville da være mere livligt.

I Egedal betaler man meget mindre for juletræerne

Det er dog ikke alle steder i landet, hvor man kan købe en lille skov og et rensdyr for de penge, der bruges på rådhuspladsens juletræ.

I Egedal Kommune betaler man kun 31.000 kroner for at have to juletræer på 9 meter til at stå og lyse igennem december. Kommunens presseansvarlige Frederik Roed er overrasket over, hvor meget nogle af de andre kommuner må lægge for at redde julehyggen.

- Det lyder utroligt dyrt. Jeg kan ikke sige, hvad vi helt nøjagtigt gør anderledes, men 31.000 kroner er altså det beløb, det koster for os, når vi tæller det hele med - opsætning, lys, leje af lift og så videre, siger Frederik Roed.