Årelang sagsbehandling ender med erstatningskrav i millionklassen

Kystdirektoratet har været for lang tid om at behandle ændringen af den gamle færgehavn ved Nyborg. Nu kræver ejerne 4,8 millioner kroner i erstatning.

A/S Knudshoved Havn har købt den gamle færgehavn ved Nyborg for at lave en lystbådehavn. Men Kystdirektoratet har været mere end seks år om at behandle sagen. Nu kræver ejerne erstatning. (Foto: © Admiral Havn)

Planerne om at lave den gamle Knudshoved Færgehavn ved Nyborg om til en stor lystbådehavn ender nu med, at ejerne bag havnen kræver millioner i erstatning af Kystdirektoratet. Den samlede behandlingstid har nemlig varet i over seks år.

- Det er urimeligt, siger Peter Poulsen fra selskabet A/S Knudshoved Havn, som ejer den gamle færgehavn.

- Vi taler om en betydelig million-investering som simpelthen har været fastlåst af vedvarende myndighedsbehandlinger, forklarer han.

Ifølge Peter Poulsen har hans selskab gjort deres til at gøre sagsbehandlingen så smidig så mulig.

- Vi har leveret redegørelser, udtalelser, konsekvensvurderinger i et væk. Prompte og nærmest uendeligt, siger han.

Ualmindelig langtrukken

Sagsbehandlingen, som skulle bane vej for lystbådehavnen, kører nu på sjette år i Kystdirektoratet. Her medgiver afdelingschef for søterritoriet, Hans Erik Cutoi-Toft, at sagsbehandlingen har taget lang tid.

Men han afviser, at Kystdirektoratet skal betale erstatning til ejerne af havnen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været et ganske langt sagsforløb. Jeg anerkender ikke nødvendigvis, at det fulde ansvar ligger hos Kystdirektoratet. Men i sidste ende vil det jo være en domstol, der skal forholde sig til spørgsmålet, siger Hans Erik Cutoi-Toft fra Kystdirektoratet.

Professor i miljøret fra Københavns Universitet, Peter Pagh, har kigget nærmere på sagsbehandlingen, og han er ikke imponeret over Kystdirektoratets håndtering af sagen.

- Den virker ualmindelig langtrukken. Det virker, som om der hele tiden kommer nye usikkerhedsmomenter ind, og at man kommer med krav, som jeg har meget svært ved at finde hjemmel til i lovgivningen, siger Peter Pagh.

Usædvanligt krav

Hvis Kystdirektoratet ikke betaler erstatningskravet på cirka 4,8 millioner kroner, så er Peter Poulsen fra A/S Knudshoved Havn klar til at tage sagen videre til domstolene, og her kan der godt være en chance for at få medhold.

Adjunkt i jura Hanne Marie Motzfeldt fra Syddansk Universitet vurderer, at der kan være basis for en erstatningssag, hvis professor Peter Pagh har ret i, at der ikke er lovhjemmel til Kystdirektoratets krav.

- Hvis der er blevet stillet krav om, at der skal udføres omkostningskrævende undersøgelser og de undersøgelsespålæg har vist sig at være uhjemlede, så vil jeg vurdere, at man har en ganske god mulighed for at få erstatning, siger hun. 

Men når det kommer til erstatning for den lange sagsbehandlingstid, så ser det imidlertid lidt mere sort ud, vurderer Hanne Marie Motzfeldt.

- Det er ikke noget, man ser som erstatningssager. Det vil være helt usædvanlig, siger hun.