Slørede elbiler, der kører på solenergi, og vandspareløsninger, som sikrer rent vand i felten.
Hvis det danske forsvar blev mere miljøvenligt, kunne det både skabe arbejdspladser og redde liv. Sådan lyder det fra Michael Goodsite, der er leder af Institut for Teknologi og Innovation på Syddansk Universitet.
Instituttet har specialiseret sig i at finde grønne løsninger til militæret, og på Christiansborg bliver der set med positive briller på de grønne ideer.
- Jeg synes, det er både fornuftigt og rigtigt. Det er en vej, som både det danske forsvar og Nato skal gå. Man skal satse på grønne løsninger, der hvor de grønne løsninger kan erstatte eksempelvis brug af brændstof, siger Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, til DR Fyn.
Livsfarligt brændstof i krigszoner
Han peger på, at brændstof er vanskeligt at transportere. Derfor ville grønne løsninger, eksempelvis solceller, have gjort livet lettere for de danske missioner i Afghanistan og Irak.
Ifølge Nato blev 4.000 amerikanske soldater og underleverandører dræbt eller sårede i Afghanistan fra 2003 til 2007, mens de var i gang med at transportere brændstof til koalitionen.
Derudover sluger militært isenkram eksempelvis køretøjer voldsomme mængder fossile brændstoffer. Derfor bakker Enhedslisten, som ellers ikke er fortaler for militæret, op om den grønnere vej.
- Jeg synes, at vi skal forsøge at gøre Forsvaret mest muligt grønt. Det er helt oplagt, når man bruger omkring 20 milliarder kroner om året, at man så tænker over, hvordan man bruger de penge til at fremme en grøn omstilling, mener Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen.
K: Ligger ikke først for
I februar var førende forskere og politikere fra blandt andet Nato samlet til en workshop i Sønderborg. Her diskuterede de, hvordan militæret bliver mere miljøvenligt.
Men ikke alle partier er entydigt begejstrede for de grønnere vinde.
- Vi skal huske på, at vi først og fremmest har Forsvaret for at forsvare Danmark og danske interesser. Det er ikke et område, der ligger først for, hvis vi skal trække nye miljøkrav ned over nogen, lyder det fra den konservative forsvarsordfører, Mike Legarth.
Syddansk Universitet er involveret i flere forsøg, der skal gøre militæret mere miljøvenligt. Blandt andet ser man på, hvordan husholdningsaffald kan blive omdannet til biogas.