Helt nye tal fra digitaliseringsstyrelsen viser, at omkring en kvart million danskere i løbet af det seneste halve år ikke har været inde på deres digitale postkasse og tjekke deres elektroniske post.
- Det er ikke noget, der bekymrer, men noget, der siger, at vi hele tiden skal være opmærksomme på det. Jeg synes faktisk, omstillingen til digital kommunikation mellem borger og det offentlige har været en succes, siger Louise Kampmann, kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen.
Det er i dag præcis et halvt år siden, at alle danskere fik en elektronisk postkasse, Digital Post, og dér modtager al post fra offentlige myndigheder.
Alle tilmeldt 1. november
Borgerne blev sidste efterår tæppebombet med information om de nye digitale posttider. 1. november var sidste frist for selv at oprette en digital postkasse. Efter den dato blev resten automatisk tilmeldt.
De nyeste tal fra Digitaliseringsstyrelsen viser, at langt de fleste danskere faktisk bruger Digital Post. Men knap 6 procent har ikke været logget på deres digitale postkasse i løbet af det sidste halve år.
En stor del af dem, omkring 140.000, blev automatisk oprettet for et halvt år siden, men har aldrig nogensinde været logget på. Andre ca 100.000 er oprettet, men har altså ikke tjekket post det sidste halve år.
Digitaliseringsstyrelsen står bag den digitale omstilling indenfor det offentlige og er altså dem, der har ansvaret for, at kommunikationen mellem borger og myndigheder fungerer digitalt.
Omstilling har været en succes
Ifølge kontorchef Louise Kampmann fra Digitaliseringsstyrelsen har omstillingen fra papirpost til digital post faktisk været en succes. Mange får besked på mail eller mobil, når der er ny post i den digitale postkasse.
- Og hvis det for eksempel bare er en lønseddel, så er der nok mange, der ikke logger ind på deres digitale post for at tjekke den, siger Louise Kampmann.
At omkring 150.000 aldrig har været logget ind, siden de blev oprettet for et halvt år siden, er ikke noget, der direkte bekymrer Louise Kampmann, men er noget, man skal være opmærksom på, siger hun.
- Der kommer hele tiden nye 15-årige til, som vi skal informere om det her, og de har ofte ikke nogen direkte grund til at logge ind, for de får ikke meget post fra det offentlige. En anden gruppe, som er svær at komme i kontakt med, er indvandrer med ikke-vesteuropæisk baggrund, siger Louise Kampmann.
Sværest med unge og indvandrere
Digitaliseringsstyrelsen kører derfor fortsat målrettede kampagner mod de to grupper. I forhold til de unge er det via folkeskolerne og via facebook. I forhold til indvandrere sker det via sprogskolerne.
En del danskere - ca ti procent - er fritaget fra ordningen med Digital Post. Og ifølge Louise Kampmann kan det godt være, at fx flere indvandrere skal være undtaget. Med en fritagelse vil du fortsat modtage papirbrev fra det offentlige, som i gamle dage.
Men der er også mange kommuner, der kører kampagner overfor deres borgere. Blandt andet i samarbejde med Ældre Sagen og andre frivillige organsiationer, der tilbyder kursus og hjælp til at komme i gang med Digital Post.
Middelfart Kommune klar med kampagne
Det gør de blandt andet i Middelfart Kommune, hvor 1300 borgere ikke har været inde og læse digital post, siden 1. november, hvor ordningen blev obligatorisk.
Det er så mange, at kommunen vil forsøge sig med endnu en kampagne for at få fat i lidt flere. Det vil ske gennem medierne og på de sociale medier.
Og så håber borgerservicechef Helle Holst Hansen, at venner og pårørende også vil hjælpe til, hvis familiemedlemmer, venner eller bekendte har brug for assistance.
- Det kan være en indkaldelse fra et sygehus, man ikke lige får set, eller ejendomsskattebilletten, så der kan faktisk ligge noget vigtig post, man måske ikke lige får set, siger Helle Holst Hansen.
Ældre kan få fritagelse
- Nogen af dem vil være ældre, som vi ikke har været opmærksomme på, som kan få en fritagelse. Andre kan også være nogle unge mennesker, som er blevet oprettet automatisk og som endnu ikke har skullet søge SU eller noget, hvor man også ved, det foregår digitalt, siger hun.
- Det er jo kommet for at blive alt det her med selvbetjeningsløsninger og digital post, så det vil vi jo fortsat arbejde i at understøtte borgerne i, siger Helle Holst Hansen.