Forskning: Ingen sammenhæng mellem amning og ADHD

Forskere punkterer forestillingen om, at der er en sammenhæng mellem amning og ADHD. Glædeligt og overraskende, lyder det fra ADHD-foreningen.

Amning er godt for mange ting, men ikke for at modvirke ADHD (© Clolourbox)

Nybagte mødre kan tørre sveden af panden. Barnet får ikke ADHD, uanset om moren ammer meget eller lidt.

Sådan lyder de foreløbige resultater fra et forskningsprojekt i Odense, der undersøger, om der er sammenhæng mellem amning og ADHD hos børn.

Tidligere undersøgelser har tydet på, at der var en sammenhæng mellem manglende amning, hyperaktivitet og ADHD. Den sammenhæng afkobler forskerne nu.

- Det ser ud til, at der ikke er nogen beskyttende virkning ved længere amning. Det betyder altså ikke så meget, om man ammer i kort eller lang tid i forhold til de her symptomer, siger professor Niels Bilenberg til DR Fyn.

Overraskende og glædeligt

Nyheden bliver godt modtaget hos ADHD-foreningen, som er overraskede over forskernes resultater.

- Det er en fordom, som mødre ofte bliver mødt med, men nu kan vi strege den. Det er ikke det, der giver ADHD. Det er meget glædeligt, siger direktør i ADHD-foreningen Camilla Louise Lydiksen.

I projektet om amning og ADHD er det børn på 26 måneder, der er blevet undersøgt.

Endelig konklusion i sensommeren

Tidligere forskning har påvist, at amning beskytter mod blandt andet allergier og astma, men det forholder sig anderledes med psykiske lidelser.

- Der er ikke noget, som tyder på, at der er en sammenhæng mellem børnepsykiatriske problemstillinger og følelsesmæssige vanskeligheder og amning, siger Niels Bilenberg.

Forskningen er en del af det store projekt Odense Børnekohorte, hvor forskere følger over 2500 børn i Odense fra fødsel til det 18. leveår.

Forskerne fra Odense har indtil videre offentliggjort delresultaterne af deres undersøgelse. Den endelige undersøgelse og konklusion skriver de over de næste måneder. Den bliver offentliggjort i sensommeren.