Lille Skarø får ny transformer efter erhvervssucces

Skarø i det sydfynske øhav fik i dag en ny transformer. Det sker for at opretholde stabil elforsyning, når den lokale is-produktionen bliver sat i vejret.

Der er så meget gang i produktionen af is på Skarø, at den hidtidige transformer ikke længere kunne følge med. I dag måtte Sydfyns Elforsyning sejle til den knap to kvadratkilometer store ø for skifte den gamle transformer ud med en, der er dobbelt så stærk.

Det var en helt usædvanlig opgave, Sydfyns Elforsyning var på, da tre medarbejdere tidligere i dag skulle udskifte den 20 år gamle transformer på den lille ø Skarø. Kapaciteten skulle fordobles fra 200 kWa til 400 kWa

- Det er unikt. Det er ikke hver dag, at vi øger kapaciteten på en af de små øer. Normalt bliver vi kaldt ud til nye boligområder eller store industrikvarterer, når der skal sættes stærkere transformere op, siger Helmuth Nielsen, afdelingsleder for drift-el, Sydfyns Elforsyning.

Til daglig er der 30 beboere på Skarø, og de kan sagtens nøjes med den gamle transformer. Men erhvervseventyret Is fra Skarø bliver nu udvidet så meget, at den gamle strømforsyning på øen ikke længere kan følge med.

Kapaciteten er femdoblet

- Det er især vores protein-is til patienter, der giver øget efterspørgsel. Det er derfor, vi nu øger kapaciteten. Det betyder, at der nu kan produceres 10.000 is på samme tid, som det før tog at lave 2.000 is, siger isproducent Martin Jørgensen.

Is fra Skarø har for nylig underskrevet en kontrakt med Coop, der betyder, at isen også kommer til at ligge i Brugsen, Fakta og Kvickly.

Det er derfor med god grund, at virksomhedens areal er blevet tidoblet, mens kapaciteten er femdoblet.

Operationen er lykkedes

Rent praktisk kørte tre ansatte fra Sydfyns Elforsyning en lastbil med et diseldrevet nødanlæg ombord på færgen til Skarø i morges. Anlægget overtog øens strømproduktion i tre timer, mens den gamle transformer blev pillet ned og den nye transformer blev sat op.

- Det hele er gået planmæssigt. Operationen er lykkedes, siger Helmuth Nielsen.

Som sidegevinst ved den nye transformer, får Love In Festivalen på Skarø også bedre betingelser, når musikerne til juli endnu engang sætter kabler i forstærkeren.