Din tur til lægen er med garanti skildret i databasen DAMD med oplysninger om alt lige fra bulimi til potensproblemer.
Det er Region Syddanmark, der ulovligt har indsamlet i hundredtusindvis af oplysninger om danske patienter.
I dag mødes Region Syddanmark og Datatilsynet for at finde ud af, om den omstridte Dansk Almen Medicinsk Database også kaldet DAMD er i strid med persondataloven og dermed skal slettes.
Læge undres over database
En af dem, der er blevet overrasket over databasens eksistens, er, Lars Kensmark fra Faaborg.
- Jeg var ikke klar over, at der var en database med alle mine aktiviteter som læge, som rakte otte-ti år tilbage i min tid som lægepraksis, siger Lars Kensmark.
Database gør læger og patienter utrygge
Ifølge Lars Kensmark er databasen et stort problem, fordi hans troværdighed som læge er på spil overfor patienterne.
- Jeg har det rigtig dårligt med det. Som læge er noget af det mest værdifulde, den fortrolighed vi har mellem læge og patient, siger Lars Kensmark.
Rigsarkivet er gået ind i sagen og forsøger, til en del praktiserende lægers fortrydelse, at få bevaret de personfølsomme oplysninger, fordi arkivet har stor historisk interesse.
Baggrund for ulovlig dataindsamling
Mødet mellem Region Syddanmark og Datatilsynet sker efter, at P1 Orientering og DR Nyheder i september afslørede, at databasen i årevis har indsamlet ulovlige helbredsoplysninger om danskere.
Databasen har samlet store mængder helbredsoplysninger om alt fra kønssygdomme, angstanfald til personlige problemer fra patienter hos de praktiserende læger. Den omfattende dataindsamling er ifølge flere sundhedsjurister ulovlig.
Statens Serum Institut har efterfølgende lavet en udredning, som påpeger, at DAMD-databasen kun er godkendt til at indsamle helbredsoplysninger om diabetes, KOL, depression og hjertesvigt. Den er ikke godkendt til den meget brede indsamling af patientoplysninger. Derfor har myndighederne lukket ned for den brede indsamling og indsamler kun data fra de fire områder, de er godkendt til.