Whistleblower frifundet i sag om ærekrænkelse

En pædagog er frifundet i en sag om ærekrænkelse af sin tidligere arbejdsplads.

En tidligere pædagog i Åhuset i Odense er blevet frikendt af landsretten for ærekrænkende udtalelser mod sin tidligere arbejdsgiver. (Foto: © Nicolai Fonseca, DR Fyn)

En pædagog, der tidligere var ansat på opholdsstedet Åhuset i Odense, har ved landsretten vundet en sejr over sin tidligere arbejdsgiver.

Pædagog Gunhild Bentzen er blevet frifundet for påstanden om, at hun havde udtalt sig ærekrænkende om sin tidligere arbejdsplads og lederen på Åhuset, Stig Jørgensen.

Sammen med en kollega udtrykte hun i pressen, at børnene på det private opholdssted Åhuset i Odense blev behandlet værre end dyr, og at der foregik offentlig omsorgssvigt.

- Jeg har det meget godt med resultatet. Det er dejlig at vide, at jeg er frikendt og kan komme videre med mit liv, siger Gunhild Bentzen.

Fra dømt til frifundet

For tre år siden tabte hun ellers sagen ved byretten, der mente, at hendes udtalelser om, at der foregik offentligt omsorgssvigt på Åhuset, var ærekrænkende.

Men Gunhild Bentzen appelerede dommen, og nu har landsretten givet hende medhold.

Ifølge landsretten er udtalelserne ikke direkte møntet på Åhuset eller leder Stig Jørgensen, men møntet på det offentlige. Og derfor er der ikke tale om ærekrænkelse af en specifik person.

- Lige nu står jeg kun tilbage med følelsen af glæde. Jeg er glad for, at det er i orden at udtale sig, når man har noget på hjertet, som kan være til gavn for andre, siger Gunhild Bentzen.

Det er et endeligt punktum

Åhusets leder Stig Jørgensen har altså tabt sagen og skal også betale sagens omkostninger. Han ønsker ikke at udtale sig, men hans advokat, Jacob Christophersen, tager udfaldet til efterretning.

- Vi havde selvfølgelig gerne set, at landsretten havde stadfæstet byrettens kendelse, siger han.

Ifølge Jacob Christophersen har hans klienter ikke givet udtryk for ønske om at gå videre med sagen.

- Trods nederlaget er de glade for, at der nu er sat punktum i sagen, siger han.

Gunhild Bentzens tidligere kollega, der også blev dømt ved byretten for tre år siden, har ikke kunnet overskue de økonomiske konsekvenser ved at appelere og undlod det derfor. Kun Gunhild Bentzen tog sagen helt til landsretten.