Regionerne bør have bedre mulighed for at fyre dårlige vagtlæger, mener formand for Region Syddanmarks samordningsudvalg Bo Liebergren (V) og næstformand Jørn Lehmann Petersen (A). I dag er det Sundhedsstyrelsen, som har mulighed for at afsætte vagtlæger.
Ønsket kommer efter Fyens Stiftstidende har afsløret, at embedslægen og Sundhedsstyrelsen i 2012 lod en vagtlæge forsætte sit arbejde på trods af ni klagesager. Siden kom fem klagesager oveni. Blandt andet sagen om den 36-årige Regina Holmegaard, der døde, fordi vagtlægen ordinerede Panodiler mod det, der viste sig at være en blodprop.
- Jeg vil helst have, at Sundhedsstyrelsen træder i karakter og reagerer, når der er sager af denne type. Hvis ikke vi kan få dem til det, vil jeg gerne have, at vi har muligheden for at sige, hvem vi gerne vil have arbejder for os, siger formand Bo Liebergren til DR Fyn.
Næstformand: Systemet er for trægt
Det er blandt andet behandlingstiden, der er for lang, mener næstformanden for Region Syddanmarks samordningsudvalg, Jørn Lehmann Petersen.
- Det tager for lang tid og er for trægt et system. Det er ikke nødvendigt at involvere dem i nogle simple ting, som at sige, at vi ikke ønsker, at en læge med mange klager er en del af vagtkorpset, siger Jørn Lehmann Petersen.
De Konservatives sundhedsordfører, Mai Mercado, mener også at Sundhedsstyrelsen har brugt for lang tid i sagen. Hun mener, at der er gået for lang tid med at få vagtlægen med de 14 klagesager afsat, og hun frygter for patienternes sikkerhed.
- Jeg synes, at Sundhedsstyrelsen har været for langsomme, da det har taget næsten to år, siger Mai Mercado til DR Fyn.
Sundhedsstyrelsen: Vi har handlet efter bogen
Anne- Marie Vangsted, konstitueret enhedschef i Sundhedsstyrelsen siger, at de har handlet korrekt, og at de ikke burde have stoppet lægen tidligere.
- Man har jo haft kontakt til den pågældende læge og har vurderet, at den pågældende har forstået, hvad problemet er, og at lægen er interesseret i at få rettet op. Derfor mener jeg, at dette er som man bør gøre, siger konstitueret enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Anne-Marie Vangsted.
Mai Mercado afventer nu at Sundhedsminister Nick Hækkerup går ind i sagen.