Jordbær blev ramt af hagl så store som golfbolde

Uvejr er gået hårdt ud over frugter og bær. Jordbær og pærer er blevet ødelagt af kæmpe hagl.

Sådan ser et jordbær ud, når det har været i nærkontakt med kæmpehagl. (Foto: © Anders Petri Petersen- DR Fyn)

Skybruddet her til morgen har haft store konsekvenser. Fortvivlede frugtavlere må se deres arbejde spildt på grund af det voldsomme vejr.

- Det er den værste morgen, jeg er stået op til i lang tid. Sådan siger jordbæravler Erik Andersen efter, uvejret i nat ramte fynske jordbærmarker hårdt.

Hagl har ødelagt høsten

Hos Erik Andersen fra Nørre Broby betød de store hagl en ødelagt høst. Alle de røde bær er bukket under for vandmængderne, så der er ikke andet for end at rydde op i marken og håbe på, at planterne kan nå at komme sig og producere en ny høst.

- Det er en total skade, så det har ret store omkostninger. Jeg har ingen forsikring, så det er ikke så godt siger jordbæravleren.

Pærer ligger på jorden

Hos Dansk Gartneri tegner der sig lige nu et broget billede af ødelæggelserne.

- Det er alt fra ingenting til rigtigt slemt, siger Jan Jager bestyrelsesmedlem i Dansk Gartneri.

Også pæreavlere er blevet hårdt ramt. Jan Jager har fået meldinger fra plantager, hvor alle pærerne ligger på jorden efter at være blevet ramt af massive haglbyger.