'Din ko', 'dumme kælling' og 'lortespadser' er ikke just pæne ord. Alligevel kræver det kun ganske få klik på internettet for at se, at det grimme sprog gennemstrømmer nettet og især de sociale medier.
Det vil man gøre op med på Ejby Skole på Fyn. I denne uge sætter de fokus på at få det gode sprog tilbage og rydde ud i de hårde gloser.
- Det går jo hurtigt på mobilen, og så tænker man måske ikke så meget over, hvad man skriver, og at det kan såre andres følelser, siger Ann Katrine Trane, elev fra Ejby Skole.
- Mere normalt at tale hårdt til hinanden
- Jeg har tit oplevet, at de unge skriver noget grimt, fordi det går stærkt og er anonymt, og jeg synes, de glemmer, at det er noget, alle skal læse, siger skoleleder Mads Poulsen fra Ejby Skole.
Forklaringen er, at det for nogle unge er blevet mere normalt at tale hårdt til hinanden, siger Emma Marie Thomsen fra 7. klasse.
- Man er vel vant til at sige sin mening, selvom man ikke er blevet spurgt, fortæller Emma Marie Thomsen.
Ingen løftede pegefingre
Men nu skal det være slut med lortesproget. Så i denne uge sætter skolen fokus på det gode sprog på nettet:
- I stedet for at komme med en løftet pegefinger, så vil vi hellere snakke med de unge om, hvordan man kan signalere en ordentlig omgangstone og vise overskud, siger skoleleder Mads Poulsen.
Det sker gennem projektet Online Overskud, Projektet er lavet i et samarbejde mellem organisationen Fucking Flink, Microsoft Danmark, McDonald’s Danmark og Facebook.
Elever skal skabe mentalt overskud
Eleverne fra Ejby Skole skal i dag tage billeder og poste dem på Instagram og Facebook, som en øvelse i, hvordan de skaber mentalt overskud for dem selv og deres online netværk.
Lars A. P. fra Facebooksiden "Fucking Flink" skal undervise eleverne og hjælpe dem med at rette op på sproget.
- Vi mennesker er indrettet sådan, at de negative ting vi udsættes for, de påvirker os noget stærkere end de positive.
- For eksempel, hvis vi får en skråt op-finger i trafikken, så skal der tre positive ting til for at opveje den negative og få humøret i vatter, siger Lars A. P.