Motion kan tage toppen af psykiatriske patienters frustration, og derfor skal det bruges aktivt til at forhindre bæltefiksering og anden tvang.
Senere i dag skal Region Syddanmark beslutte sig for at søge 21 millioner kroner til at hindre netop brugen af tvang og fikseringer. Pengene skal blandt andet bruges til en multibane, en aktivitetssti og motionsredskaber.
Faciliteterne skal holde patienterne i gang, fortæller Anders Meinert, lægefaglig direktør i psykiatrien i Region Syddanmark:
- Mange af de patienter, vi har indlagt, har et aktivt liv til daglig. Hvis de så bliver indlagt under snævre fysiske rammer, hvad skal energien så bruges til.
For meget energi kan blive til aggressioner
At patienterne får bedre mulighed for at røre sig, kommer både patienten selv, de øvrige patienter og personalet til gode, siger Anders Meinert:
- Hvis ikke energien bliver brugt på andre aktiviteter, kan den blive brugt på aggression rettet mod medpatienter eller personale. Derfor er det godt, at vi har en stor palet af tilbud til de patienter, der er indlagt hos os.
Regeringen har afsat 100 millioner kroner til at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien.
I Region Syddanmark blev 225 patienter bæltefikseret i 2012. Sidste år lykkedes det at bringe antallet ned med en femtedel.