I næste uge kommer 2000 unge danskere til Prag for at feste, men de kommer til at spejde forgæves efter danske politiuniformer, hvis de får brug for hjælp.
Rigspolitiet har nemlig valgt at lade det næste hold unge rejse på egen hånd, efter tjekkisk politi ikke har bedt om hjælp fra sine danske kolleger i uge 8.
Det er Anna Travis, der til daglig går på Middelfart Gymnasium, ikke glad for. Hun ville ønske, at dansk politi var med på hendes vinterferie, ligesom de var i Prag i uge 7.
- Jeg ville være meget mere tryg, hvis jeg vidste, at der var dansk politi i forhold til politiet i Prag.
Politiet tager den med ro
Sidste år var danske unge på vinterferiedruk involveret i sager om vold, knivstikkeri og hærværk i Prag. Men ifølge Rigspolitiet tyder intet på, at det skulle gentage sig.
- Som det ser ud lige nu, foregår tingene væsentligt mere fornuftigt end det gjorde sidste år. Så det ser ikke ud til, at der er behov for, at vi også er der i uge 8, siger Carsten Andersen, der er kommunikationsrådgiver i Rigspolitiet.
Ambassaden er klar med forstærkning
På ambassaden er fornemmelsen ligesom hos politiet, at tingene foregår langt roligere i Prag i år end forrige år.
Alligevel har Udenrigsministeriet har øget bemandingen på ambassaden i Prag både i denne og næste uge, og ambassaden er klar til at rykke, hvis det skulle blive nødvendigt, siger kontorchef Uffe Wolffhechel:
- Vores ambassade er der jo, og vi kan meget hurtigt forstærke ambassaden, hvis der bliver brug for det, men det ser der ikke ud til at blive.
Udenrigsministeriet skønner, at 4000 danske unge holder vinterferie i denne uge i Prag. I næste uge forventes tallet at være cirka det halve, altså 2000 danske unge.