Udenlandske medarbejdere på danske gårde og gartnerier bliver snydt i stor stil.
Et lettisk ægtepar, der arbejdede som svinepassere på en gård hos landmand Henrik Andersen i Søndersø, blev fyret, efter de satte spørgsmålstegn ved deres lønudbetaling.
Deres løn var aftalt til 11.000 kr før skat, men de fik kun udbetalt 3.000 kr.
I den grove ende
Derudover havde de ifølge fagforbundet 3F ikke ret til feriefridage med løn, fravær ved barnets første sygedag, pension og sundhedsforsikring.
Ifølge faglig sekretær hos 3F Nordhøjfyn Irene Christensen hører sagen til den i grove ende af skalaen:
- De kommer herop og tror, de skal have et liv heroppe, og de bliver sat i udsigt, at lønnen og arbejdet er okay, og så er verden en helt anden, siger Irene Christensen.
Sat på gaden
Det lettiske ægtepar boede sammen med deres tre børn i et lejet værelse på gården. De måtte ifølge Irene Christensen efterfølgende forlade gården på grund af chikane fra deres arbejdsgiver.
- Gårdejeren smider dem ud og ville tage alle deres møbler. Han er ligeglad med, om børnene har noget at sove på, eller om de får noget at spise. Jeg har været derude nogen gange for at snakke med ham. Da sagde han en masse grimme ting, og så vil han ikke snakke med os, fortæller Irene Christensen.
Landmand Henrik Andersen vil ikke interviewes, men siger til DR Fyn, at han ikke har chikaneret den lettiske familie. Derudover mener han, at 3F kører en hetz mod ham.
Arbejdsgivere indenfor landbrug, garteneri og skovbrug har efterbetalt i alt knap 18 millioner kroner i sager om løndumping i perioden fra 2008 til april 2013. Opgørelsen tæller kun de sager, som 3F har kendskab til.