Mens nogle børn skal huske gummistøvlerne og madpakken, så skal andre fremover have pyjamassen og puttebamsen med, når de skal i børnehave.
Tirsdag åbner den private institution Skovbrynet i Nyborg. Den bliver den første på Fyn, der har åbent døgnet rundt.
- I og med at flere og flere pendler, så kan mange folk ikke nå at komme hjem og hente deres børn, inden institutionerne lukker, siger Ulla Nielsen, der er daglig leder af den nye børnehave.
Planlægger efter børnene
Ud over almindelig åbningstid fra fem morgen til fem aften kan forældrene købe sig til pasning både aften og nat.
Det kan de gøre med kort tids varsel. Og netop det er, ifølge leder Ulla Nielsen, nøglen til at passe børn døgnet rundt, og samtidig også gøre det økonomisk rentabelt.
- Vi er i institutionen, når børnene er her. Vi planlægger vores arbejdstid efter, hvornår børnene er i institutionen, siger Ulla Nielsen.
Fordel for arbejdsgivere
Og en daginstitution med åbent døgnet rundt er ikke kun en fordel for familier med skæve arbejdstider. Det er også en fordel for deres arbejdsgivere.
Skovbrynet ligger klos op ad Hotel Nyborg Strand, og den nye nabo glæder salgs- og marketingschef, Claus Hansen, der netop har mange ansatte med skæve arbejdstider.
- Nu kan vi tilbyde de medarbejdere, der arbejder på skæve tider og som i dag må lede efter alternativ pasning, et lokalt initiativ som det her, siger Claus Hansen.
Vejen frem for det offentlige
Han håber, at en børnehave i baghaven kan være med til at tiltrække flere medarbejdere til hotellet.
Men også at erfaringerne fra den private institution i Nyborg kan smitte af på de kommunale daginstitutioner.
- Skovbrynet er et privat initiativ, og jeg tror at det kan vise vejen for det offentlige, siger Claus Hansen.
Også pasning til konferencegæster
Hotel Nyborg Strand har også lavet en aftale med det nye børnehus. Den betyder at mødeledere og konferencedeltagere på Nyborg Strand kan købe sig til pasning i børnehuset, mens de selv er til konference på hotellet
Den nye institution i Nyborg har plads til 20 vuggestuebørn og 35 børnehavebørn.