Masser af hærværk mod valgplakater

Flere folketingskandidater oplever, at der bliver lavet hærværk mod deres valgplakater.

Marlene Borst Hansen fra de Radikale er en af de mange politikere, der i disse dage oplever, at hendes valgplakater ikke kan hænge i fred.

Valgplakaterne præger bybilledet mange steder, men det er ikke alle, der får lov at hænge uspoleret.

Flere folketingskandidater oplever for tiden, at deres valgplakater bliver fjernet eller vandaliseret.

For eksempel er der blevet lavet hærværk på Peter Skaarups og Alex Ahrendtsens plakater - begge er fra Dansk Folkeparti. Heller ikke Merete Riisager (LA), Lars Chr. Lilleholt (V) og Mai Mercado (K) er gået ram forbi.

Trist for demokratiet

Og Liberal Alliances Steen Holm Iversen har oplevet at få valgplakater fjernet af ukendte gerningsmænd ved Esbjerg. Det samme har Henrik Dahl fra samme parti oplevet.

- Jeg synes, det er trist for Danmark, og det er trist for demokratiet, at vi ikke kan gennemføre en valgkamp, uden at vi skal være udsat for en vandalisering af vores plakater, siger Steen Holm Iversen.

Vi må stå sammen

Også de Radikales kandidat, Marlene Borst Hansen, må sande, at plakaterne ikke altid kan hænge i fred.

I sidste uge blev der tegnet på hendes plakater i Kolding. Det samme oplevede SF'eren Karina Lorentzen i Kolding.

- Jeg ved faktisk ikke helt, hvad vi skal gøre ved det. Jeg synes bare, at vi må stå sammen i vores demokrati og så opfordre til, at man skal lade være med at ødelægge og tegne på andres plakater, siger Marlene Borst Hansen.