Kommentator: Udkanten bliver et afgørende valgtema

Der er gode stemmer i at love arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner til landdistrikterne, mener politisk kommentator.

I landdistrikterne vil man gerne have valgløfter om arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, siger politisk kommentator. (Arkivfoto)

En ting er, hvad politikerne diskuterer på Christiansborg. Noget andet er, hvad der betyder noget ude i landet.

For eksempel vil det helt store valgtema i mange landdistrikter blive - landdistrikter. Det spår politisk kommentator Poul Erik Thomsen.

- Jeg tror, det bliver et meget vigtigt og afgørende tema mange steder for eksempel i Syd- og Sønderjylland, siger han.

Løfte om at sætte en prop i

Poul Erik Thomsen nævner som eksempel en by som Sønderborg, som de seneste år både har mistet kaserne, sygehus og sygeplejeskolen.

- Indtil nu har man fra Christiansborg mest kastet millioner ud for at rive ting ned. Jeg savner politiske svar på, hvordan man vi udvikle landdistrikterne. Jeg håber, at der kommer valgløfter om, at man som minimum sætter prop i og garanterer, at man ikke vil fjerne flere statslige arbejdspladser og uddannelsespladser fra landdistrikterne, siger Poul Erik Thomsen.

Den politiske kommentator mener, at der er gode stemmer i at love arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner til udkantsområderne.

Minister- og udvalgsposter er afgørende

Det afgørende er så, hvorvidt regionale politikere kan holde den slags løfter, hvis de bliver valgt ind på Christiansborg.

- Ja, det er jo meget vigtigt, og det er vælgerne faktisk med til at bestemme. For det afgørende er, hvor højt de lokale politikere bliver placeret på Christiansborg, siger Poul Erik Thomsen.

Poul Erik Thomsen peger på, at det er lettere at komme igennem med sin dagsorden, hvis man får en ministerpost eller en plads i de afgørende udvalg.

- For eksempel er Sønderjylland svagt repræsenteret i det nuværende forsvarsudvalg. Og det kostede en kaserne i Sønderborg. Derfor er det vigtigt for en region, at man får valgt stærke politikere ind, og at de kommer ind i de afgørende udvalg, siger Poul Erik Thomsen.