Sundhedsøkonom om hollandsk ambulancefirma: De er udfordret

Ekspert mener, at det ambulanceselskab, der skal overtage efter Falck, er presset tidsmæssigt.

Sundhedsøkonom mener ikke, at vi skal være bekymret for, om der kommer ambulancer på gaden i Region Syddanmark efter 1. september. Men han mener, at selskabet, der skal overtage efter Falck, er udfordret. (Foto: © Hanne Høier, DR Syd)

Det hollandske ambulanceselskab BIOS kæmper for at skaffe reddere nok, inden selskabet overtager ambulancedriften fra Falck i Syd- og Sønderjylland 1. september.

Redderne har meldt ud, at de ikke har tillid til BIOS, og at de er bekymrede for arbejdsforholdene i ambulanceselskabet.

Professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen mener, at det hollandske selskab er udfordret i forhold til at ansætte 550 reddere: 

- Jeg vil sige, at selskabet er udfordret. Det er ikke for at underdrive det, men jeg kan forstå, at de har haft 400 ansøgere og må efterhånden være ved at være igennem interviewene. Og det går en lille smule langsomt, så i den forstand er de udfordret, siger han.

Ingen grund til bekymring

Kjeld Møller Pedersen siger, at mange reddere er over 60 år.

- Det bliver en udfordring at få de sidste reddere med, for der er faktisk en hel del af de nuværende falck-reddere i Region Syddanmark, som er over 60 år. Og det er der måske ikke alle, der har lyst til at skifte arbejdsgiver, siger han.

Selvom at ambulanceselskabet er udfordret, så skal man ikke være bekymret, siger Kjeld Møller Pedersen.

- Det helt afgørende er, at der bliver ansat det nødvendige antal reddere.

Selskabet er udfordret

Bios har meldt ud, at selskabet indtil nu har ansat 107 reddere, men selskabet har altså brug for godt 550 reddere, når det overtager driften 1. september.

Men Kjeld Møller Pedersen vil ikke råbe vagt i gevær endnu.

- Jeg synes ikke, at man skal råbe alarm endnu. Såvidt jeg er orienteret, skal de fleste ting rent bemandingsmæssigt være klar 1. juni. Så jeg vil sige, at hvis vi kommer hen i midten af maj, og hvis det så stadigvæk kniber med at skaffe reddere, så skal bekymringsgraden utivlsomt stige, fortæller Kjeld Møller Pedersen.

Bios: Pilen peger i den rigtige retning

Der har i de seneste dage været afholdt tre stormøder mellem Bios og redderne i Odense, Esbjerg og Aabenraa. Og administrerende direktør i Bios Danmark Morten Hansen siger, at alt går efter planen.

- De tilbagemeldinger, vi har fået, er, at man er tilfreds med de svar, man har fået, og at man er interesseret i at fortsætte dialogen, siger Morten Hansen.

Efter møderne peger pilen i den rigtige retning, mener direktøren:

- Der var faktisk et par stykker, der kom op og skrev kontrakten under på stedet. Det er jo interessant, at man gør det, mens kollegerne står og ser på det, siger han.

Tillidsmand: Møderne har ikke rykket det store

Fællestillidsmand for ambulanceredderne i Region Syddanmark Kim Sørensen er spændt på at se, hvor mange reddere, der nu trækker i Bios-uniformen. Men han er dog langtfra optimistisk.

- Jeg tror ikke, at de her møder rykker det helt store. Dem, der har taget beslutningen om at søge Bios, gør selvfølgelig det, men jeg tror ikke, stormøderne rykker det helt store ved dem, der endnu ikke har taget deres beslutning, siger han.