Flere skilsmisseramte søger hjælp

Et stigende antal forældre søger råd og vejledning, når de står midt i en skilsmisse.

Det skal ikke gå ud over børnene, når mor og far skal skilles. Et stigende antal forældre søger derfor råd og vejledning midt i skilsmissen for at få samarbejdet omkring børnene til at fungere. (Modelfoto) (© colourbox)

Når ægteskabet går i stykker, så behøver spørgsmålet om børnene ikke ende i en bitter strid i Statsforvaltningen.

For et stigende antal forældre søger gode råd, så børnene ikke kommer i klemme i skilsmissen. Det oplyser flere kommuner.

 - Skilsmissefamilier er blevet langt bedre til at rette henvendelse, når de oplever, at deres børn på grund af skilsmissen er begyndt at få ondt i maven eller har andre ting, som spænder ben for den gode trivsel, siger Henning Riistofte, der er leder af Det Rådgivende Team i Haderslev Kommune.

Tager ansvar for sig selv og børnene

Hos Familieværkstedet i Esbjerg er der også flere skilsmisseramte forældre, der søger råd og vejledning til at få samarbejdet omkring børnene til at fungere.

Det siger funktionsleder af familiebehandlingen i Esbjerg Kommune, Anna Nørbæk.

- Alle forældre vil det bedste for deres børn. Og det gør jo, at man gerne vil tage ansvar for at få både sig selv og børnene guidet gennem en skilsmisse, forklarer hun.

Skal lære at dele ansvaret mellem sig

Og vi er de senere år begyndt at få øjnene op for, at spørgsmålet om børnenes trivsel ikke behøver at ende i en sagsmappe i Statsforvaltningen, lyder det fra psykolog og leder af Center for Familieudvikling i København, Annette Due Madsen.

- Folk begynder at opdage, at man kan få andre håndsrækninger end det, der har været tidligere, siger Annette Due Madsen.

Center for Familieudvikling holder kurser i fælles forældreansvar. For ligesom børnene skal vænne sig til, at mor og far ikke er sammen mere, så er det vitalt, at forældrene lærer, hvordan de deler ansvaret mellem sig:

- Sådan at samarbejdet ganske enkelt kan blive så godt styrket og hjulpet på vej bedst muligt. For det er en af de faktorer, der har allerstørst betydning for et barns udvikling i en skilsmissefamilie, siger Annette Due Madsen.