Selvom håndværkerne har travlt lige nu, så kan 5.000 risikere at miste jobbet i 2015. Det anslår en analyse fra Dansk Byggeri:
- Stort set alt arbejdet for private vil gå i stå, fordi regeringen har afskaffet bolig-job ordningen, siger formanden for Dansk Byggeri Sydjylland, Michael Mathisen.
Det kommer ifølge Michael Mathisen til at gå værst ud over de svende, der går og laver mindre opgaver hos private, som eksempelvis udskiftning af vinduer og reparationsarbejde, som man indtil årskiftet har kunnet få fradrag for via bolig-job ordningen.
Frygter at skulle skrive fyresedler
Hos Reinold Jørgensen Tømrer og Snedkermester ApS i Haderslev har de 15 ansatte rygende travlt. Men indehaveren Bo Beck Jørgensen frygter, at travlheden ikke vil fortsætte;
- Vi har projekter længere henne i foråret, men de første to-tre måneder efter nytår kommer til at være stille også for mine kollegaer i området, siger han.
Bo Beck Jørgensen frygter, at det vil betyde nedskæringer, så et par medarbejdere kommer til at gå hjemme i januar og februar måned.
Socialdemokraterne afviser udsigt til fyringer
Men når bolig-job-ordningen ryger til nytår, så kommer det ikke til at koste job, som Dansk Byggeri frygter, lyder det fra Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Lennart Damsbo Andersen.
- Jeg er ikke bekymret for håndværkerne. Vi har lige lavet en boligaftale, hvor der skal renoveres for 18 milliarder kroner, så der bliver masser at lave, siger han.
Lennart Damsbo Andersen mener, at de 18 milliarder kroner, som regeringen har afsat til at renovere almene boliger, skaber endnu flere job, end der forsvinder ved afskaffelsen af bolig-job ordningen.