Digital postkasse skaber stor travlhed

Der har været travlhed de seneste par uger på kommunernes borgerservice.

Den digitale postkasse har skabt travlhed rundt omkring, blandt andet i Esbjerg. (Foto: © René Just Poulsen, DR)

Hvis du har været en tur på din kommunes borgerservice de seneste par uger, så har du måske oplevet, at der har været en del mere ventetid end normalt.

Siden den 1. november har medarbejderne haft rigtig travlt med at hjælpe borgere igang med deres digitale postkasse.

På Esbjerg kommunens borgerservice var der eksempelvis mere end 800 flere kunder i butikken i uge 45, end der var ugen før, og det er en stigning på 40 procent.

Det kræver sin mand

Trods travlheden er der alligevel tilfredshed at spore hos kontorchef i borgerservice, Joan Neder-Helman.

- Der har jo været run på, det er klart, at når man har 800 ekstra borgere i en uge, så kræver det sin mand. Men jeg synes, at opgaven er klaret godt, siger Joan Neder-Helman.

15 procent mangler på landsplan

Men de kan nok ikke sætte tempoet ned endnu på Borgerservice i Esbjerg.

I kommunen er der nemlig stadig over 13.000 borgere, der ikke har indviet deres digitale postkasse.

- Det er stadigvæk rigtig mange. Men det er sådan set okay. For på landsplan mangler man faktisk 15 procent, som ikke har digital postkasse. Så vi ligger under det tal, og det er vi da glade for, siger Joan Neder-Helman.

I Esbjerg kommune er det primært de helt unge og borgere med indvandrerbaggrund, der endnu ikke har fået åbnet den digitale post.