Læge: Ny lov er et stort problem for patienterne

Læge Uwe Janssen fra Aabenraa siger, at den nye sundhedslov går ud over patienterne.

De praktiserende læger er bange for, at fortrolige oplysninger om patienterne kommer i de forkerte hænder. (© Colourbox)

Fremover kan du ikke vide, hvor dine oplysninger som patient lander henne, når du har besøgt din praktiserende læge.

Risikoen er nemlig, at oplysninger om dig som patient bliver lækket og spredt alle mulige steder i systemet. Det i hver fald det, lægerne frygter, når den ny sundhedslov træder i kraft i næste uge.

- Vi er ikke ret glade for det her, siger Uwe Janssen, der er læge i Aabenraa. 

Frygter at private oplysninger bliver tilgængelige

Loven tvinger nemlig lægerne til at indberette oplysninger om patienterne til regionerne. Oplysningerne skal regionerne bruge til at kontrollere, hvordan lægerne behandler patienterne og afregner med regionen.

Patientoplysningerne bliver dermed set af mange flere i regionen, og så vokser risikoen for læk, frygter lægerne. Lægerne er bekymrede for, at meget private oplysninger om patienterne bliver tilgængelige, og at man ikke er i stand til at holde dem fortrolige:

- Min store bekymring er, om der er datasikkerhed omkring de indberetninger, vi laver, så der ikke er uvedkommende, der får fat i patienternes personlige oplysninger. Det er virkelig et stort problem, siger Uwe Janssen.

Vi værner meget om tavshedspligten

Hos læge Uwe Jansen i Aabenraa ringer telefonen flittigt. Patienterne står i kø, og omkring hver fjerde henvender sig med en kronisk lidelse som sukkersyge, depression eller KOL. Hver gang det sker, skal Uwe Jansen indberette det til regionen:

- Vores væsentligste kontakt mellem læge og patient er jo, at det foregår i et rum, hvor der er tavshedspligt. Patienten fortæller jo mange ting til lægen, men vi har tavshedspligt, og man kan komme frem med alt, hvad der er fortroligt, fortæller Uwe Janssen og tilføjer:

- Vi værner meget om tavshedspligten, der er en væsentlig del af vores virksomhed, siger han.

I Region Syddanmark afviser man lægernes bekymring. Regionen behandler patientoplysninger forsvarligt, forsikrer Bo Libergren fra Venstre, der er formand for praksisudvalget i regionen.