Kassetænkning koster udviklingshæmmede deres førtidspension

Ingen førtidspension til Martin Kristensen, der er udviklingshæmmet, og han er ikke alene. Jobcentrene henviser nu flere psykisk handicappede til fleksjob.

Tal fra Ankestyrelsens viser, at langt færre borgere sidste år fik tildelt førtidspension sammenlignet med 2012.

Og det har alvorlige konsekvenser for nogle af samfundets svageste, fortæller de udviklingshæmmedes landsforening, LEV:

- Problemet er, at måske omkring 25 procent af de udviklingshæmmede nu bliver henvist til kontanthjælp eller arbejdsprøvning, i stedet for at få den førtidspension, de burde have, fortæller Dan Schimmel, der er politisk konsulent hos LEV.

Pårørende: Kassetænkning af kommunen

18-årige Martin Kristensen fra Gredstedbro i Sydvestjylland er en af de udviklingshæmmede, der har fået nej til førtidspension og er blevet henvist til kontanthjælp.

Esbjerg Kommune vil nemlig sende ham i fleksjob, men det magter han ikke, fortæller hans mor, Ruth Kristensen:

-

- De er nødt til at mandsopdække ham hele tiden, for han forstår måske nok opgaven, men han har svært ved at udføre den. Han er mentalt på stadie med en 10-årig, og derfor vil det kræve, at der er en pædagog eller en hjælper hos ham hele tiden imens.

Martin Kristensens storebror er også udviklingshæmmet og fik for to år siden tilkendt førtidspension uden problemer. Han får omkring 12.000 kroner om måneden, mens Martin med kontanthjælp må nøjes med 3.265.

Jobcentrene er ikke klædt godt nok på til opgaven

Martin er kommet i klemme, fordi kommunerne ofte ser bort fra udviklingshæmmedes særlige behov, siger Dan Schimmel fra LEV:

- Kommunerne gør det her, fordi man har mantraet 'ingen førtidspension til folk under 40 år'. Derfor oplever vi, at man følger en trend frem for at kaste sig ind i en egentlig vurdering af, om det er rimeligt eller ej.

Esbjerg Kommune: Det er ikke nødvendigvis lykken med pension

Henrik Vallø er formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune. Han forklarer, hvorfor kommunen har valgt, som den har gjort.

- Førtidspensionen er i dag primært for borgere over 40 år. Det er kun i ganske særligt tilfælde, at der kan tilkendes pension til borgere under 40.

- Det er jo ikke altid nødvendigvis lykken at få en pension, for hvad kan og skal man så, når man har fået den, siger Henrik Vallø til P4 Syd.

Ankestyrelsens tal viser, at antallet af personer der i efteråret 2013 blev tildelt førtidspension var 65 procent lavere end samme tidspunkt året før.