Unge gider ikke digitale postkasser

De unge ved alt om facebook, twitter og internettet. Men digitale postkasser gider de unge ikke.

Der er ikke ret mange unge, der har tilmeldt sig den digitale postkasse på borger.dk. Inden den 1. november i år skal alle over 15 år have en digital postkasse. (Foto: © Ulrik Bang- DR Syd)

De unge over hele landet halter bagefter, når det gælder om at få oprettet en digital postkasse. Det bliver et krav til alle over 15 år den 1. november i år.

Men selvom de unge er født ind i en digital verden, hvor internet, facebook og twitter nærmest sidder i kroppen, som en forlængelse af hjernen, så er det en meget lille andel af de unge mellem 15 og 14 år, der er tilmeldt en digital postkasse.

På landsplan er det kun knap 19 procent af de unge mellem 15 og 24 år, der er tilmeldt. Mens tallet er over 38 procent for folk mellem 35 og 44 år.

De unge interesserer sig ikke for det

Det er egentlig ikke fordi, de unge ikke kan, de er bare ikke interesserede, mener Susanne Krogh, der er borgerservicechef i Sønderborg Kommune.

- De synes, at det offentlige og kommunale er sådan noget kedeligt og tørt stof. Og de skal sætte sig ind i alt for mange regler, og det gider de ikke, siger Susanne Krogh.

Samme melding lyder fra Jane Ussing, der er borgerservicechef i Vejen Kommune. Og hun mener, at der skal ske en forandring, for at man kan fange alle heriblandt de unge.

- Vi er nødt til at have en hjemmeside, som man kan tilgå fra de medier, som borgerne i dag kan benytte. Og det der med at have en stationær PC, som man går hen til og bruger, er der mange, der slet ikke har i dag, siger Jane Ussing.

Man skal kunne komme på postkassen fra sin iphone

I øjeblikket kan man ikke komme på den digitale postkasse fra sin smartphone, men det bliver der arbejdet på, og det vil altså ændre noget, mener Susanne Krogh fra Sønderborg Kommune.

- Når de får den mulighed at kunne gøre det fra deres ipad eller fra deres iphone, så tror vi på, at det vil være med til at give det hele et løft. For så kan de unge mennesker læse deres post, uanset hvor de er henne, slutter Susanne Krogh.

Ifølge Digitaliseringsstyrelsen bliver det fra andet kvartal muligt at komme på den digitale postkasse fra sin smartphone eller tablet.