Varde bruger mest på alkoholikere

Kommunen har store udgifter forbundet med især familier til alkoholiserede borgere.

Varde Kommune bruger mange penge på deres alkoholmisbrugere. (© Colourbox)

Kommunen har store udgifter forbundet med især familier til alkoholiserede borgere.

Varde er den kommune i Region Syddanmark, der har flest merudgifter per alkoholmisbruger. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen.

Omkostningerne forbundet med den opfølgende indsats med anbringelser og hjælp til pårørende ligger på næsten det dobbelte af landsgennemsnittet målt per misbruger.

Målrettet indsats

Ifølge formanden for kommunens social- og sundhedsudvalg, Erik Buhl Nielsen, skyldes det en målrettet indsats på området.

- Når jeg kan se, at det bonner ud i forbindelse med følgehjælp til de familier, der har alkoholproblemer inde på livet i hverdagen, så synes jeg, at pengene er givet godt ud. Og det er jeg helt sikker på at udvalget, når de bliver præsenteret for tallene, er enige i, understreger han.

Og der er simpelthen ikke råd til at lade være, forklarer formanden.

- Det er en investering, som man næsten kan sige forhåbentlig giver afkast på sigt. Ved at få lidt færre, der skal leve med alkoholmisbrug i familierne. Og er det vejen frem, så tager vi gerne den her investering i nogle år, siger Erik Buhl Nielsen.

Varde Kommune har en meromkostning på over 31 millioner kroner knyttet til alkoholmisbrug. Målt per misbruger bliver det over 85.000 kroner.

På landsplan overgås det kun af Brønderslev, Mariagerfjord, Lemvig, Vordingborg og Høje Taastrup Kommune.