Bornholms borgmester vil ikke udelukke græsk nationalist

Bornholms borgmester, Winni Grosbøll, er dog klar til at diskutere reglerne for deltagelse - efter årets Folkemøde.

Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S) vil ikke udelukke den græske og stærkt højreorienterede nationalist Georgios Epitideios fra partiet Gyldent Daggry fra Folkemødet i juni - præcis ligesom hun har afvist at udelukke den hollandske politiker og islam-kritiker Geert Wilders.

- Der skal være plads til den åbne dialog på Folkemødet. Og så længe, synspunkterne holder sig indenfor dansk lov og ikke støder folk unødigt, er det svært at sige, at et synspunkt ikke må deltage i en demokratisk samtale, siger hun.

Winni Grosbøll peger på, at der har været folk med ekstremistiske synspunkter alle år - men i år er det internationalt kendte politikere, der kommer, og det har skabt meget stor opmærksomhed.

Debatten er meget højlydt lige nu

- Debatten er lige nu meget højlydt fokuseret på, at nu overtager ekstremisterne Folkemødet.

- Jeg synes, man skal slå koldt vand i blodet, for det her drejer sig om ét godkendt arrangement og ét andet arrangement, som endnu ikke er sikkerhedsgodkendt. Og der er altså 2.400 arrangementer ialt, siger Winni Grosbøll.

Hun vil dog meget gerne diskutere, om der skal ske ændringer i reglerne for arrangementerne - men først efter dette års Folkemøde.

Holdningerne er meget delte

Holdningerne til at lukke de to kontroversielle politikere ind er delte blandt kommunalpolitikerne på Bornholm.

Dansk Folkepartis Torben Rønne-Larsen mener, de skal have lov til at komme så længe, de opfører sig ordentligt og ikke overtræder dansk lovgivning.

Den radikale Bente Johansen mener derimod ikke, at Folkemødet skal være for ekstremister.

- Og det trods alt værten, der bestemmer, hvem der skal med, siger hun og mener dermed, at Folkemødet godt kan sige nej til at lade de to komme.

Venstres Lotte Helms mener godt, de kan komme - men de skal ikke optræde på nogen scene eller telt på selve festivalpladsen.

- Flyt da disse arrangementer til en eller anden øde mark på øen, skriver hun på Facebook.

Der er lagt et højt sikkerhedsniveau

Geert Wilders og Georgios Epitideios' deltagelse får flere til at frygte for sikkerheden, men det er der ikke nogen grund til, siger Bornholms politidirektør Peter Møller Nielsen:

- Vi har allerede taget højde for, at der kommer prominente gæster med et højt sikkerhedsniveau. Og om den gæst er den ene eller anden ændrer ikke noget, siger Peter Møller Nielsen.