Da en 55-årig mand fra Østerlars på Bornholm tirsdag morgen skød og dræbte en 61-årig kvinde i Rønne, sårede en 68-årige mand hårdt, og til sidst skød sig selv, brugte han sit eget jagtgevær.
Inden skuddramaet havde han skåret geværløbet af.
Det viser en ransagning af mandens bolig, hvor der også blev fundet en nedstryger, som efter alt at dømme er blevet brugt til at lave det afsavede jagtgevær.
Den 55-årige havde våbentilladelse
Desuden har politiet fundet ekstra geværammunition i den 55-åriges lommer.
- Den 55-årige havde våbentilladelse, oplyser vicepolitiinspektør Peter Jørgensen fra Bornholms Politi.
Politiet regner med, at det var jalousi, der fik den 55-årige til at skyde både den 61-årige kvinde og den 68-årige mand, der dannede par.
Kronvidne er stadig i livsfare
Endnu har politiet ikke kunnet afhøre den 68-årige, der er kronvidne i sagen. Hans tilstand er ifølge Peter Jørgensen stadig kritisk.
Han var dog selv i stand til at ringe til alarmcentralen umiddelbart efter skuddramet. Her fortalte han, at den 55-årige havde skudt både ham og kvinden, samt at den 55-årige efterfølgende også havde skudt sig selv.
Og det forløb bliver bekræftet af obduktionen af de to dræbte.
Kvinden er dræbt af to skud i ansigtet og overkroppen, den 55-årige er dræbt af et skud i tindingen, mens den 68-årige blev ramt i brystet og maveregionen.