Det bornholmske færgeforlig er ikke godt nok.
Det erkender Folketingets partier nu, og derfor er de klar til at se, om der kan findes penge til at rette op på noget af det, der ellers er aftalt i forliget.
Det siger Socialdemokraternes transportordfører Rasmus Prehn. Han pointerer samtidig, at der ikke bliver tale om at genåbne forliget.
Forliget er det muliges kunst
- Jeg er helt klar over, at bornholmerne hellere så et helt andet forlig end det, der er indgået, men forliget er et udtryk for det muliges kunst, og jeg tror ikke, at der er villighed til at åbne forliget igen, siger Rasmus Prehn.
Det største problem i færgeforliget er, at der i den nye aftale kun er aftale om tre færger - to hurtigfærger til Ystad og en godsfærge med plads til relativt få passagerer til Køge. Det er samtidig den sidste færge, der også bliver brugt på sommerruten til Sassnitz på den tyske ø Rügen.
Den er hidtil blevet suppleret af en fjerde færge med plads til 1.500 passagerer i sommerperioden, men i den nuværende aftale vil den forsvinde, og så er turisterhvervet på øen pludselig kommet i klemme, fordi mange tyskere foretrækker at komme til Bornholm den vej.
300 arbejdspladser kan forsvinde
Lige nu frygter turisterhvervet, at det kan koste op mod 300 arbejdspladser.
Og det er for at dæmme op for det problem, at Folketingets transportordførere nu er klar til at tage en ny runde om især den del af forliget.
- På Christiansborg er vi vist meget enige om, at hvis vi kan bruge nogle af de penge, der er i Vækstpakken, til at imødekomme det behov, så gør vi det gerne - og i det hele taget så vil vi gerne tage en runde, hvor vi kigger alting igennem for at se, om der skulle være mulighed for at finde ekstra midler til at hjælpe bornholmerne.
- Der er ikke nogen tvivl om, at vi er pinligt bevidste om, at Bornholm er i en vanskelig situation, siger Rasmus Prehn.
Hverken Rasmus Prehn eller andre tør give et bud på hvor mange penge, der eventuelt kan findes. Den nuværende reservefærge koster 31 millioner kroner.