Et stigende antal fremmede fly kommer ind over Østersøen fra øst.
Det er tendensen, hvis man kigger på billederne fra radaren ved Rytterknægten på Bornholm.
Det fortæller Max Ellegaard Hansen, chef for Radarhoved Bornholm.
Radaren ved Rytterknægten dækker officielt en radius på 400 kilometer rundt om Bornholm - og dens primære opgave er at overvåge både civile og militære fly i luftrummet omkring Østersøen.
- Generelt er der en tendens til øget flytrafik i Østersø-området og i vores ansvarsområde herovre, og vores primære interesse er jo den trafik, der kommer østfra, siger Max Ellegaard Hansen.
Ruslands måde at markere sig på
I følge Lars Cramer-Larsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, er der blandt andet tale om politiske markeringer.
- Man skal ikke tro, det her er en trussel mod vores sikkerhed i Danmark eller i Vesten, siger han.
- Det her er alene politik på højt plan. Det er simpelthen Rusland, der markerer sig - og markerer deres interesser, siger Lars Cramer-Larsen.
Der vil komme flere
Og Lars Cramer-Larsens kollega fra akademiet, Johannes Riber Nordby, siger til Berlingske Tidende i dag:
- Vi kommer til at se flere russiske flyvninger mod dansk, svensk eller norsk luftrum - alle de her militære aktiviteter, man kan lave i fredstid, vil der komme flere af fra russisk side, siger han.