Da Folkeregisteret på Bornholm åbnede mandag morgen viste indbyggertallet 39.922 personer med bopæl på øen.
Dermed er indbyggertallet på øen for første gang i over et århundrede røget under 40.000.
Da der var flest indbyggere på Bornholm midt i 1960'erne var der tæt på 49.000 personer bosat på øen. Men derefter vendte udviklingen og indbyggertallet begyndte at falde.
En magisk grænse
Siden da har netop 40.000 indbyggere været betragtet som en nærmest magisk grænse - et symbol på frygten for, at øen ikke står til at redde, hvis først indbyggertallet kommer derned.
Tidligere borgmester Thomas Thors (S) kalder udviklingen for trist, men desværre ikke overraskende Han sad for bordenden, da de daværende fem kommuner og Bornholms Amt blev til en ø-dækkende kommune den 1. januar 2003.
Dengang var der 44.500 personer på øen - i dag er mere end hver 10. forsvundet.
- Det er en voldsom forandring, der er sket. Vi vidste godt, at det gik ned af bakke, og det var også en af årsagerne til, vi lagde de fem kommuner sammen til en. Vi kunne se, at kommunerne blev for små til at klare sig selv, siger Thomas Thors.
Behov for nye arbejdspladser
Men det kan ikke nytte, at vi alle sammen går i sort. Vi er nødt til at kæmpe videre for forsøge at skabe nye arbejdspladser på øen, siger Thomas Thors.
- Der er steder, der ekspanderer. Jeg sidder selv som formand for Rønne Havn, som er et af de steder vi kalder "forudsætningsskabere", hvor vi for eksempel prøver at skabe arbejdspladser med baggrund i havnens aktiviteter. For det er vigtigt, at vi på trods af udfordringerne forsøger at opretholde et godt og levedygtigt samfund, siger Thomas Thomas.
Men Bornholm kan ikke trække hele læsset selv og derfor mener Thomas Thors, at det er helt rimeligt, at øens politikere kræver ændringer i udligningen, så Bornholm får mere i bloktilskud.
- Der er ikke tale om, at vi tigger om penge. De steder i landet, der oplever vækst, har pligt til at hjælpe med at sikre ordentlige levevilkår i et isoleret område som Bornholm, siger han.