Der er langt fra London til Edinburgh - men der er også langt fra Edinburgh til Shetlandsøerne.
At være langt fra det politiske centrum er et centralt tema i den skotske valgkamp.
Ikke nok med at der er langt fra London til den skotske hovedstad, men ud for Skotlands kyst ligger en gruppe øer, der føler sig oversete af politikerne i Edinburgh.
Ny afstemning på øerne
Øgrupperne Shetland og Orkney har nogenlunde lige så mange indbyggere som Bornholm og har bedt Skotland om endnu en afstemning. De ønsker at tage stilling til, hvad der skal ske med dem efter uafhængighedsvalget.
Hanne Tange, lektor ved Aalborg Universitet, har fulgt Skotland i mange år. Hun kender til udkantsproblemerne i Skotland - og sammenligner danske udkantsområder som for eksempel Bornholm med Shetland og Orkney:
- De føler sig som et glemt område - der er ikke nogen, der interesserer sig for dem, bortset fra når der er olie, siger hun.
Løfter om bedre færger og internet
Både ja- og nej-siden har dog været oppe på øerne som led i kampagnen op til afstemningen på torsdag og lovet bedre infrastruktur, bedre internet og bedre færger.
Og den skotske lokalregering har været inde på, at der skal forhandles om ø-gruppernes position i det eventuelt selvstændige Skotland.
Hanne Tange mener, at de skotske øer kender til de samme udkantsproblemer, som for eksempel Bornholm gør.
- Både Bornholm, Orkney og Shetland har en oplevelse af at leve i randen af centret, siger hun.