Man skal være tidligt ude, hvis man vil have en seng at sove i til Folkemødet på Bornholm næste år. Det strømmer nemlig ind med bookinger, selvom der er 11 måneder til Folkemødet 2015.
Det fortæller direktør i Team Bornholm, Jacob Lund.
- Vi har mere end 550 ferielejligheder og værelser, men vi forventer, at de allesammen bliver udlejet under Folkemødet 2015, siger han.
Et udlejnings-puslespil
Jacob Lund har dog endnu ikke noget overblik over, hvor tæt man er på udsolgt, da udlejningsselskabet er i gang med et større puslespil for at efterkomme de besøgendes ønsker.
Men Folkemødet tegner altså til også næste år at blive en succes, i hvert fald på udlejningsfronten.
Det anslås, at Folkemødet i år blev besøgt af i gennemsnit 22.000 gæster hver dag i de fire dage, det varede - fra 12. til 15. juni.
Næste års folkemøde i Allinge finder sted fra 11. til 14. juni 2015.