Miljøudvalgsformand vil se på regulering af sæler i Østersøen

Den radikale Lone Loklindt vil tage regulering af sælbestanden op med miljøministeren. Sælproblemerne får Svaneke-fisker til at sætte kutteren til salg.

Bestanden af gråsæler i Østersøen er vokset kraftigt de seneste år. Arkivfoto (Foto: © Helge Røjle)

Formanden for Folketingets miljøudvalg, den radikale Lone Loklindt, er klar til at diskutere, om der skal åbnes op for regulering af sælerne i Østersøen.

Blandt andre de bornholmske fiskere har presset på for at åbne op for jagt på sælerne, som er i kraftig fremgang - og som gør indhug i fiskernes fangster.

- Vi må hurtigst muligt få kigget på, om der kan laves en dispensation fra forvaltningsplanen, som i dag ikke giver mulighed for at regulere sæl-bestanden, siger Lone Loklindt.

Vil se på dispensation allerede til foråret

Hun lægger dog vægt på, at der skal indsamles mere data om sælbestandens størrelse først.

Lone Loklindt vil tage sagen op over for miljøminister Ida Auken for at se, om det er muligt at lave et tillæg til forvaltningsplanen allerede i løbet af foråret.

Svaneke-fiskeren Claus Stenmann Hansen er en af de fiskere, som bliver presset af den voksende sælbestand i Østersøen.

Sælerne får fisker til at sætte kutteren til salg

Han har nu valgt at sætte kutteren "Cometen" og kvoten til salg som konsekvens af problemerne.

- Jeg kan ikke overskue det mere, siger Claus Stenmann Hansen, som ikke kan få økonomi i fiskeriet.

Han fortæller blandt andet, at sælerne er årsag til, at han nu er nødt til at sejle op mod fire timer væk fra Bornholm for at kunne hente en rimelig fangst.