245 nyfødte bornholmere blev det til i 2013. Det er et fald på 11 børn i forhold til 2012, hvor 256 børn kom til verden på øen. Men her i det nye år ser fødselstallet ud til at ville stige lidt.
Ledende jordemoder Rie Rømer på Bornholms Hospital kan nemlig allerede nu konstatere en fremgang i de anmeldte kvinder, som skal føde i år.
- Vi kan se, at 133 gravide skal føde i første halvår af i år, hvilket er flere end sidste år. Normalt føder lige mange kvinder i første og andet halvår, så hvis det holder, vil fødselstallet stige til omkring 265 børn i 2014, siger Rie Rømer.
På Bornholms Hospital har man haft 231 fødsler sidste år samt to hjemmefødsler. Tolv gravide blev henvist til fødsel på Rigshospitalet.