Fiskernes sælproblem løses ikke med et gevær

Naturfredningsforeninger vil i stedet forhindre sælerne i overhovedet at kunne sætte tænderne i fangsten.

Sælerne skal ikke skydes - men de skal tvinges til selv at fange deres fisk i stedet for at sætte tænderne i fiskernes fangst. (© Energimuséet)

Det er ikke nogen løsning at skyde de sæler, der går i fiskernes garn og æder fangsten.

Det vil være meget bedre at udvikle fangstredskaber, der forhindrer sælerne i overhovedet at kunne sætte tænderne i fiskene.

Sådan lyder det samstemmende fra Danmarks Naturfredningsforening og de to søsterorganisationer i Sverige og Finland.

Vi skal udvikle nye fangstredskaber

De går derfor til deres respektive miljø- og fiskeriministre for at pege på en anden løsning.

Danmarks Naturfredningsforening erkender, at fiskerne har et reelt problem med sælerne.

- Men det vil være skruen uden ende og alene symptombehandling at skyde sælerne, siger Bo Håkansson, der er biolog i Danmarks Naturfredningsforening.

Naturfredningsforeningerne ønsker i stedet, at der bliver sat flere penge af til at udvikle og afprøve nye fiskerimetoder, der kan holde sælerne fra fangster.

Svenskerne har allerede taget hul på den mulighed.