Havforsker: Sælerne skal med i vores beregninger

Havforskernes modeller for fiskebestandene i Østersøen skal måske tage mere højde for sælbestandens effekt, siger forsker fra DTU Aqua.

Den voksende sælbestand skal regnes med i havforskernes bestandsvurderinger. Arkivfoto. (Foto: © Per Huniche)

Der kommer flere og flere sæler i Østersøen, og de gør et stort indhug på torskebestanden.

Sådan lyder meldingerne fra fiskerne, og det er noget havforskerne skal kigge mere på, når de ser på sammenhængene i fiskebestandene -  det siger sektionsleder Marie Storr-Paulsen fra DTU Aqua, som var til møde med de bornholmske fiskere i går.

- I vores modeller mangler der nogle fisk. Vi har ret godt styr på, hvor meget fiskerne tager ud af bestanden, men der mangler stadig noget, siger hun.

- Det kan godt være sælernes betydning, der mangler i vores beregninger, så det er helt klart noget vi vil tage med hjem og se, om vi kan regne lidt bedre på, siger Marie Storr-Paulsen.