Torsdag lancerer Socialdemokraterne endnu en storstilet kampagne. Det går fremad, men vi skal videre, lyder budskabet på plakaterne.
Den nye kampagne kommer blot 14 dage, efter kampagnen om strammere asylregler og krav til indvandrere blev sat i søen.
Meget kunne derfor tyde på, at det helt store valgmaskineri for alvor er gået i gang, vurderer DR's politiske redaktør Uffe Tang.
- Vi udskriver ikke valg endnu
Partiets politiske ordfører, Maja Panduro, afviser dog, at de nye 'Vi skal videre'-plakater skulle være valgplakater.
- Det er ikke valgplakater. Det er plakater, der fortæller om, hvordan det går i Danmark. Og heldigvis, så går det godt både med ventelister, med ungdomskriminalitet og med ledigheden.
- Det er vi egentlig ret stolte af, men vi er ikke færdige endnu. Så vi udskriver ikke valg endnu, for vi skal videre, siger hun.