Det var ikke en overraskelse for de danskere, som DR Nyheder talte med på gaden i Odense, at statsminister Helle Thorning-Schmidt i dag udskrev valg.
Og skal hun sikre sig deres stemme, skal der tales om velfærd og integration, lyder opfordringen.
- Jeg vil gerne høre lidt mere om velfærdspakkerne og om dem, som skal integreres i Danmark, siger Susan Warming fra Odense, som primært kommer til at følge med i valgkampen via de sociale medier.
Hendes opfordring bakkes op af Vincent Desseville.
- De skal tale om social velfærd og den tryghed, vi kan få som almindelig borger i det her samfund, siger han.
'Helle får ikke min stemme'
Martin Nielsen, studerende fra Odense, går ikke meget op i politik, og han kommer heller ikke til at følge med i valgkampen døgnet rundt de kommende uger. Alligevel står ét klart for ham:
- Jeg skal blankt indrømme, at Helle ikke får min stemme, siger han.
Se i videoen øverst hvad danskerne på gaden i Odense blandt andet mener om tidspunktet for valgudskrivelsen.