De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, ser ikke sit parti gå i regering, sådan som forhandlingerne udvikler sig lige nu.
Da Søren Pape Poulsen blev formand De Konservative, sagde han, at det krævede fremgang ved valget, hvis partiet skal i regering igen. Siden har han været mindre klar i sine udmeldinger.
Efter dagens forhandlinger med Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen på Christiansborg er Pape tilsyneladende blevet mere klar igen.
- Jeg har meget svært ved at se os i en regering, siger han.
- Hvis man kigger på de fire partier, der nu skal stå bag Løkke som statsminister, har man vel reelt set svært ved at se, at det, der er rigtigt vigtigt for De Konservative, nemlig grundskylden, at fjerne topskatten, og at gøre noget for erhverslivet, ikke står allerforrest lige nu, siger Søren Pape Poulsen.
Forhandler også fremover
At hans parti med al sandsynlighed ikke skal i regering, gør det dog ikke mindre vigtigt at deltage i forhandlingerne med Lars Løkke Rasmussen, påpeger Pape.
- Det handler om, at der skal laves et grundlag, og jeg forstår da godt, at Løkke, når han laver det grundlag, gerne vil vide, hvor langt væk et parlamentarisk grundlag er fra det. Det skulle gerne være et sted, hvor vi kunne sige, at der er en fornuftig grund at stå på, siger Pape og fortsætter:
- Det er rigtig vigtigt for os, at det regeringsgrundlag, der så ligger, er et vi langt hen ad vejen kan sige har det rigtige ambitionsniveau, som vi så i finanslovsaftale og andre aftaler vil gå ind og påvirke, siger Pape.
De borgerlige partier er på en lang række centrale områder meget uenige, og regeringsforhandlingerne har da heller ikke bevæget sig nævneværdigt de seneste dage.
Thulesen: Ikke løst én uenighed
Tidligere i dag konstaterede Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, at DF og V fortsat ikke har løst en eneste uenighed under forhandlingerne.
- Vi har fået masseret mange af knasterne, men ikke i et omfang, så vi er nået på plads med nogen af dem og kan lægge dem til side. Det er vi ikke, siger Kristian Thulesen Dahl.
Også Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, var på besøg hos Løkke, og han bebudede, at hans parti vil gå særdeles langt for at få indflydelse på en ny borgerlig regerings politik.
Samuelsen mindede om, at der vil blive brug for hans partis 13 mandater, hvis de igangværende forhandlinger skal ende i en blå regering.
- Hvis ikke man kan se hinanden i det alle sammen, så ender vi jo i en situation som efter sidste folketingsvalg, hvor Margrethe Vestager (tidl. R-leder,red.) fik sin vilje fuldstændig, og hvor alle de andre partier ikke kunne se sig selv vi øjnene dagen efter. Det skal vi undgå, siger Anders Samuelsen.