Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, åbner sig nu mere op i forhold til at træde ind i en regering med Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister.
- Vores ønske er en mindretalsregering, og vi indtræder i sådan en regering, hvis grundlaget er i orden, siger Kristian Thulesen Dahl, der har været forbi dronningen på Amalienborg:
- Vi håber, at vi nu kan komme i gang med det arbejde, som lige så godt kunne være startet i fredags efter valget, men skidt nu med det, siger han.
DF-formanden har tidligere været langt mere mådeholden med at stille sit parti og sine vælgere ministerposter i udsigt. Thulesen Dahl har igen og igen lagt vægt på, at hans parti ville få størst indflydelse ved at stå uden for regering.
- Mest sandsynligt uden for regering
Så sent som for to dage siden sagde Kristian Thulesen Dahl følgende:
- Jeg tror stadig, at det mest sandsynlige er, at vi er uden for regering.
Valgresultatet gjorde Dansk Folkeparti til det største i blå blok, og siden er presset vokset i forhold til regeringsdeltagelse.
Uenighederne mellem Venstre og DF er ganske store.
De største knaster mellem de to partier vil være, hvor mange penge der skal bruges på den offentlige sektor, hvor stram udlændingepolitikken skal være, og hvordan Dansk Folkepartis EU-skeptiske linje skal håndteres.
Derfor ventes det også, at forhandlingerne om en ny regering kan trække ud.
Se hele interviewet med Kristian Thulesen Dahl i videoen i toppen af artiklen.