Om igen: Løkke går til dronningen med to kort på hånden

Ny dronningerunde kan ende med enten en lille V-regering eller regeringssamarbejde med DF, siger analytiker.

En ren Venstre-regering vil være ekstrem sårbar, fordi den alene ikke vil have flertal til noget som helst, siger politisk analytiker. (Foto: © Mathias Løvgreen Bøjesen, Scanpix)

Ugen begynder ikke med mange politiske muligheder åbne for Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Efter chancerne for en flertalsregering med samtlige blå partier er røget, har Lars Løkke Rasmussen reelt set kun to kort på hånden.

Han kan enten lave en ren Venstre-regering, eller han kan forsøge at få Dansk Folkeparti med på regeringsvognen.

- Det bedste vil være at få Dansk Folkeparti med, for en ren Venstre-regering vil have så få mandater, at Løkke i hvert eneste tilfælde skal hente et flertal. Han vil være ekstremt sårbar, hvis det kun bliver en Venstre-regering, vurderer DR's politiske analytiker Bjarne Steensbeck.

Løkke: Flertalsregering kan ikke flytte sig

Klokken 10.00 i dag skal Løkke efter weekendens politiske forhandlinger med Folketingets partier for anden gang forbi dronning Margrethe i en ny såkaldt dronningerunde.

Lars Løkke Rasmussen havde ved første runde fået mandat til at undersøge mulighederne for at danne en blå flertalsregering.

Den tanke måtte han opgive søndag eftermiddag.

- En flertalsregering bestående af de fire partier med præcis 90 mandater vil have meget svært ved at flytte sig parlamentarisk. Af den grund lader det sig ikke gøre, sagde Løkke søndag.

Venstre-regering vil være sårbar

Ved den nye dronningerunde ventes det, at Løkke igen vil blive udpeget som kongelig undersøger og forsat lede forhandlingerne om en ny regering.

Bjarne Steensbeck påpeger, at hvis Løkke trods risikoen for en meget skrøbelig regering vælger at danne en regering udelukkende bestående af Venstre-ministre, så vil det ikke ske uden, at Dansk Folkeparti har blåstemplet vigtige politiske retninger hos den nye regering.

- Hvis det bliver en lille Venstre-regering, kan man godt forestille sig, at han laver et meget detaljeret regeringsgrundlag, hvor Dansk Folkeparti har været inde og nikke ja til de helt centrale områder, så han holder Dansk Folkeparti i kort snor. I hans optik er det at få Dansk Folkeparti med, så han er mindre sårbar, siger han.

Strides om udlændinge, velfærd og EU

Bjarne Steensbeck forklarer, at de største knaster mellem de to partier vil være, hvor mange penge der skal bruges på den offentlige sektor, hvor stram udlændingepolitikken skal være, og hvordan Dansk Folkepartis EU-skeptiske linje skal håndteres.

- Det vil være svært at forestille sig, at Løkke laver en aftale med Thulesen Dahl, som for eksempel afsætter mange flere penge til den offentlige sektor. Så giver Løkkes valgkampagne om, at verdens største offentlige sektor ikke skal blive større, ikke meget mening. Derfor er han nødt til at trække grænsen over for Thulesen Dahl, selvom Thulesen Dahl har det lige modsat.

Og ifølge den politiske analytiker betyder forskellen mellem de to blå partier, at det ikke bliver lige med det samme, at Løkke kommer til at stå ved Amalienborg Slotsplads for at præsentere et nyt ministerhold.

- Jeg tror, der kommer til at gå en pæn, rum tid. Hvis der er to, som kan forhandle, så er det Thulesen Dahl og Løkke. De er begge kendt for at gå op i detaljen, siger Bjarne Steensbeck.