Hvis det lykkes for Lars Løkke Rasmussen (V) at få samlet en Venstre-ledet regering, så skal den lynhurtigt i arbejdstøjet. Der er nemlig en række aftaler, der skal på plads, inden det er tid til at puste ud.
Her kan du få et overblik over, hvad den nye regering skal have gjort inden sommer.
1. Vælge en formand
Det nyvalgte Folketing skal mødes igen cirka 14 dage efter, der har været valg - det står i grundloven. Denne gang forventes første møde at blive torsdag den 2. juli kl. 12. Her skal der vælges en midlertidig formand og nedsættes et udvalg på 21 medlemmer, der skal undersøge, om valget er blevet afholdt på ordentlig vis.
Dagen efter møder Folketinget igen. Her skal de nye medlemmer skrive under på, at de vil følge grundloven. Og der skal vælges ny formand, næstformand og tingsekretær.
2. Lave aftale med kommuner og regioner
Så snart der er nedsat et finansudvalg, skal udvalget have færdiggjort forhandlingerne med kommunerne og regionerne om, hvor mange penge de skal have til at drive den nære velfærd.
Forhandlingerne var godt i gang for en måned siden, men blev sat på pause, da valget blev udskrevet. I princippet skal aftalerne mellem staten og kommunerne og regionerne være på plads den 1. juli.
3. Tage til EU-topmøde
I slutningen af næste uge er der topmøde i Bruxelles. Her skal EU-landenes ledere diskutere terrorbekæmpelse, ØMU'ens fremtid og status efter det britiske valg, så der skal gerne være valgt en statsminister, der kan tage af sted.
4. Lave en finanslov
Den nye regering skal have de hurtige regnemaskiner frem og have regnet sig frem til et nyt forslag til en finanslov for 2016. Forslaget til en ny finanslov skal være fremlagt før den 1. september, og inden da skal de mange tusinde sider være trykt, så det haster også ganske meget med at få forslaget færdigt.
Forhandlingerne om finansloven går dog først rigtigt i gang til oktober.
Indtil en ny regering er dannet, fortsætter Helle Thorning-Schmidt (S) og den øvrige afgående regering på deres poster.