Løkke har ikke noget bud på, hvornår Danmark får en ny regering

Forhandlingerne om en ny regering fortsætter i morgen, siger Løkke her til aften.

Efter dagens møder med alle partierne på Christiansborg kan den kongelige undersøger, Lars Løkke Rasmussen (V), stadig ikke sige, hvornår Danmark har en ny regering.

- Det har jeg slet ikke noget bud på, siger han i aften til TV Avisen.

Løkke har fået til opgave at undersøge, om der kan dannes en borgerlig flertalsregering.

Regeringen skal kunne samarbejde

Når han har valgt at holde møder med alle partierne, er det for at understrege, at en blå regering vil samarbejde.

- En forventning, jeg synes, man skal have til en borgerlig regering, er, at den kan samarbejde på Christiansborg, siger han.  

- Derfor har det været vigtigt at tale med alle partierne, tilføjer han.

Forhandlinger fortsætter i morgen

Alle partier har i dag bidraget med positive ting, siger Løkke også.

- Det har været en god dag, men jeg er ikke klar til at drage endelige konklusioner på den baggrund, understeger han.

Han siger samtidig, at forhandlingerne om en ny regering fortsætter i morgen.

Tager højde for valgresultatet

Selvom der er forskel på partierne, siger Løkke også, at han godt genkende Venstre i nogle af Dansk Folkepartis ønsker.

- Dansk Folkeparti lægger vægt på, at visse dele af den offentlige sektor skal udvides. Jeg kan godt se mig selv i en del af det, siger Løkke i TV Avisen.

Her fremhæver Lars Løkke, at begge partier vil arbejde for at få patienterne væk fra sygehusgangene, og give ældre en ordentlig omsorg.

- Vi skal tage højde for valgresultatet, tilføjer han.