Thorning besøgte dronningen - uden at sige et ord til pressen

Helle Thorning-Schmidt har netop meddelt sin afgang som statsminister til dronningen.

Helle Thorning på vej fra dronningen. (Foto: © Nils Meilvang, Scanpix)

Helle Thorning-Schmidt sagde ikke et ord til de ventende pressefolk på Amalienborg, da den nu afgående statsminister for kort tid siden besøgte dronningen i Christian IX's palæ på Amalienborg.

Det er en fast tradition efter folketingsvalg, at den siddende statsminister besøger dronningen for at orientere om valgets udfald.

Og i dag var det altså Helle Thorning-Schmidts lod at underrette dronningen om, at hun ikke længere har den fornødne opbakning til at blive siddende som statsminister.

En stor mængde pressefolk og en gruppe borgere var mødt op for at tale med Helle Thorning-Schmidt.

En kvinde var mødt op med en buket roser til Helle Thorning-Schmidt, se i videoen her, om det lykkedes hende at få dem afleveret:

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5583e543a11f9f11f85e8f26

Men den sorte minister-BMW, som Thorning nu snart skal aflevere igen, kørte over slotspladsen og gennem porten til Christian IX's palæ og tilbage igen, uden at det var muligt at få en kommentar fra den fungerende statsminister.

Dronningerunde på vej

Nu er det op til dronningen at undersøge, hvem der skal lede forhandlingerne om en ny regering. Det gør hun ved at invitere to repræsentanter for hvert parti, som vil pege på deres foretrukne regeringsleder.

Derefter beder dronningen partilederen med den største opbakning om at forsøge at danne en regering.

Hvis det ikke lykkes, kan der gennemføres flere dronningerunder.