Rune Lund troede han var ude: Nu er han nok valgt

Enhedslistens Rune Lund havde dømt sig selv ude, men ifølge Danmarks Statistik og KMD får han det andet mandat på Fyn.

Enhedslisten står til at gå frem fra ét til to mandater på Fyn. (Foto: © David Leth Williams, Scanpix)

Hvis Enhedslistens folketingskandidat Rune Lund her til morgen ikke kan finde ud af, om han skal grine eller græde, så er der en god grund.

Da han i nat gik i seng efter valgfesten i venstrefløjspartiet, så det ikke ud til, at han ville blive valgt. Derfor skrev han følgende opdatering på Facebook:

Men her til morgen tyder det ifølge opgørelserne fra Danmarks Statistik og KMD, som leverer tal til DR, på, at Enhedslisten får to mandater på Fyn. Det bringer Rune Lund i Folketinget, da han er nummer to på partiets liste efter Pernille Skipper.

Ifølge KMD, som leverer tal til DR, får Enhedslisten to mandater på Fyn. (Foto: © DR, DR)

For tidligt at juble?

Derfor var det en meget overrasket kandidat, som DR Fyn fangede her til morgen.

- Da jeg gik i seng, var vores folk sikre på, at vi fik to mandater i Nordjylland og et på Fyn, men nu ser det måske ud til, at det 14. mandat ligger på Fyn, siger Rune Lund, som dog ikke tør at juble for tidligt:

- Jeg har ikke kunnet få fat i mine regnedrenge her til morgen, fordi de har holdt fest i nat. Så jeg venter lige med at juble og lave en ny Facebook-opdatering til det er sikkert, at jeg er inde.

- Vil være fantastisk

Dagens fintælling rundt omkring på landets valgsteder kan teoretisk set gøre, at mandatet forsinder fra Fyn. Men det mest sandsynlige er, at Rune Lund kan kalde sig folketingsmedlem i næste valgperiode.

- Hvis jeg bliver valgt, vil det selvfølgelig været fantastisk. Så lykkedes det med vores mål både på landsplan og på Fyn, siger Rune Lund.

Enhedslisten fik 26.695 stemmer på Fyn, og det bringer altså med al sandsynlighed partiets mandatantal op fra et til to.

På landsplan fik venstrefløjspartiet også et godt valg og gik frem med 1,1 procentpoint til 7,8 procent af stemmerne.