Det ser ud til at blive det dårligste valg for SF siden 1977. Alligevel har formand Pia Olsen Dyhr ikke mistet modet.
Hun har netop holdt tale for sine partikammerater.
- Der er meget, der tyder på, at vi ikke får et prangende resultat - men et resultat, vi kan være tilfredse med. Og et resultat, vi kan bygge videre på, siger hun.
En trædesten
Formanden fortalte på vej hen til valgfesten hos SF, at hun mener, at partiet nok skal rejse sig.
- Jeg vil sige, at da jeg blev formand for SF for et år siden, var planen jo, at vi skulle stabilisere SF. Og jeg ved godt, at det ikke er noget prangende valgresultat, men man skal vide, at det her er en trædesten, siger hun.
Et fornuftigt resultat
- Set i dét lys, så er det et fornuftigt resultat. Nu skal vi videre. Vi skal sørge for, at vi får flere voksne ude i vores daginstitutioner og får en bedre folkeskole, siger partiformanden.
Ikke siden 1977, hvor Gert Petersen var formand, har partiet blødt så meget i forbindelse med et valg.
Dengang måtte han nøjes med 3,7 procent af stemmerne.
- Hvis man husker tilbage i historien, da Gert Petersen blev formand i 1970'erne, var det også efter en lidt særlig periode i SF. Han startede meget lavt. Det er præcis det samme projekt, vi har gang i nu. Vi må stabilisere os og arbejde os opad, siger Pia Olsen Dyhr.